For en gang skyld tabte de.

Onsdag vandt Berlingske en sjælden sejr over arvingerne til skulptør Edvard Eriksen, manden bag 'Den lille havfrue'-statuen på Langelinie i København.

Arvingerne har altid kæmpet hårdt for deres ophavsret og sendt regninger til medier, der har brugt billeder af den verdensberømte - og overfotograferede - statue, men denne gang er det arvingerne selv, der må betale.

Hvem er de? Og hvorfor bliver de ved med at holde på deres ophavsret?

Inden vi kommer til den aktuelle dom, skruer vi tiden tilbage til dengang, det hele startede.

I 1909 er Carlsberg-brygger Carl Jacobsen i Det kongelige teater, hvor han ser ballerinaen Ellen Price spille 'Den lille havfrue' i en opsætning af H.C. Andersens berømte eventyr.

Han bliver så betaget, at han beder skulptør Edvard Eriksen om lave en statue af havfruen, og den 23. august 1913 er der således verdenspremiere på Danmarks nye vartegn - modelleret efter skulptørens hustru Eline Eriksen.

Da Edvard Eriksen dør 82 år gammel i 1959, overgår rettighederne til 'Den lille havfrue' til hans efterkommere, og det er her, den årelange strid med især danske medier langsomt tager fart.

I 2005 får Berlingske eksempelvis en regning på 10.000 kroner for at bruge et billede af 'Den lille havfrue' i en artikel om dansk turisme.

Året efter er det Politiken, der må punge ud, og i den mere kulørte ende, er der et dansk pornofilmselskab, der undervejs må betale 75.000 kroner for at vise havfruen på omslaget af en film.

Arvingerne har loven på deres side.

Ifølge ophavsretsloven må man ikke uden tilladelse erhvervsmæssigt bruge et kunstværk som hovedmotiv på et fotografi, og det gælder i 70 år efter kunstnerens død - i dette tilfælde til udgangen af 2029.

Men derudover er det faktisk meget lidt, man ved om arvingerne.

Der er ifølge CVR-registret i dag 11 ejere af firmaet 'Edvard Eriksens arvinger I/S', der har adresse i Klampenborg nord for København.

Edvard Eriksens barnebarn, Alice Eline Eriksen, der er en af de 11 ejere, bor selv i Klampenborg og har de sidste mange år fungerer som familiens talsperson.

Hun er onsdag ikke vendt tilbage på B.T.s henvendelse, og det er familiens advokat heller ikke.

I det hele taget er det uhyre sjældent, at familien har udtalt sig til danske medier.

Men da 'Den lille havfrue' i 2013 kunne fejre 100-års-jubilæum spurgte Politiken imidlertid Alice Eline Eriksen, hvorfor familien kræver så meget kontrol over havfruen.

Her udtalte Alice Eline Eriksen, at de blot følger loven, og at de derudover ønsker, at havfruen skal fremstå som den er på Langelinie og ikke vil risikere, at den pludselig 'sidder med sommerhat eller en cigar i munden'.

Hun ville ikke oplyse, hvor meget de tjener på 'Den lille havfrue' om året, men tilføjer:

»Vi lever i et lille land, og ved du hvad. Misundelse er en meget grim ting. Folk har så ondt. Så det taler vi ikke om. Men leve af det, kan vi i hvert fald ikke. Vi har alle sammen almindelige job.«

Politiken nævner i den forbindelse, at Alice Eline Eriksen til daglig arbejdede som skolelærer.

I den aktuelle sag mellem arvingerne og Berlingske blev avisen sidste år først dømt i både byret og landsret for at have krænket 'Den lille havfrues' ophavsret ved i 2019 og 2020 at have bragt en satiretegning og et billede af havfruen.

De blev idømt en erstatning på 300.000 kroner, og i den forbindelse udtalte Adam Price - der er i familie med ballerinaen, der i sin tid inspirerede til havfrue-statuen - til Politiken:

»Som skabende kunstner lever jeg selv af mine rettigheder, så jeg forstår om nogen, at man vil forsvare dem. Men den store kunstmæcen Carl Jacobsen så jo den her skulptur som en gave til danskerne og københavnerne, og derfor er det problematisk, at der hele tiden skal søges rettighedsbetaling og føres sag, hver gang billedet af den statue gengives«

Berlingske ankede da også sagen til Højesteret, og onsdag blev avisen altså frikendt på baggrund af et parodi-princip. At parodier - som en satiretegning - også vil kunne betragtes som et selvstændig værk.

Af dommen fremgår det, at arvingerne nu i stedet skal betale Berlingske i alt 1.028.345 kroner i sagsomkostninger.

Chefredaktør Tom Jensen udtaler til fagbladet Journalisten om dagens sejr:

»Det er vigtigt, for ellers havde det været en de facto indskrænkning af vores frihed som medier, og det ville være et stort problem.«

Han tilføjer at dagens frifindelse dog ikke ændrer på at Berlingske i fremtiden stadig vil være varsom med at bringe billeder af 'Den lille havfrue'.