B.T. har torsdag eftermiddag interviewet Benjamin Hav backstage, før han senere i aften spiller på Bøgescenen.
Han fortæller blandt andet, at han har videreført sin tradition med altid at have et billede af den siddende danske regent i sit backstagerum.
Det startede for et par år siden med et billede af dronning Margrethe, igen i år er det så et billede af kong Frederik og dronning Mary.
Han afslører, at han i den forbindelse mødte kronprins Christian, da han onsdag var en tur rundt på Smukfest.
»En dag bliver det jo et portræt af ham, vi allernådigst anmoder om,« forklarer han.
Benjamin Hav spiller i aften klokken 19.15.
Han drømmer om at få Will Smith på scenen, som også er på aftenens Smukfest-program.
»Han var her tidligere. Nu er han på sit hotel og kommer så tilbage senere. Jeg har sat en kampagne igang for at få ham med på scenen.«
»Det kunne være stort. Men nu må vi se. Det er jo Smukfest. Det kunne også være fedt med Anders Agger på scenen.«
Efter Smukfest er Benjamin Hav blandt andet aktuel med koncerter i Royal Arena og Jyske Bank Boxen i oktober og november.
Følg med i Smukfest hver dag i B.T.s liveblog fra festlighederne lige HER.