Tv-vært og entertainer Bubber vågnede tirsdag den 12. august op til en ubehagelig overraskelse.
For den campingvogn, som Bubber havde turneret land og rige rundt med for Cirkus Arena, var i nattens mulm og mørke blevet stjålet.
Siden har tv-værten forgæves forsøgt at finde frem til campingvognen, men uden held.
I et interview med Se og Hør fortæller Bubber, at han nu har indset, at campingvognen nok ikke kommer hjem igen.
»Den kommer ikke hjem. Det tror jeg ikke. Det må være organiseret. Der er sgu da ikke nogen, der stjæler en campingvogn,« siger han og fortsætter:
»Der må være et helt marked for det der, for det var vist noget med 114 campingvogne, der er blevet stjålet på Sjælland. Men det er bare så pisse ærgerligt.«
Bubber har tidligere fortalt, at man formentlig ikke sælger stjålne campingvogne på Den Blå Avis (DBA, red.).
Campingvognen var ejet af Cirkus Arena, men blev brugt af Bubber, når han som sprechstallmeister har rejst Danmark rundt med cirkusset.
Mens Cirkus Arena havde forestillinger på Sjælland, har vognen været parkeret ved Bubbers adresse, hvor den blev stjålet.
Da campingvognen blev stjålet, var den fyldt med tv-værtens ting, så både Cirkus Arena og Bubber er nu i gang med at rode med forsikringen.