Kendisparret Christopher og Cecilie Haugaard er forældre til døtrene Noelle og Isabelle.
I deres nye Netflix-dokumentar afslører Cecilie, at hun drømmer om at få flere børn, mens Christopher er lidt forbeholden.
I den nye Netflix-dokumentar 'A Beautiful Real Life', følger man den danske popstjerne Christopher og hans families liv de sidste par år, hvor han har turneret verden rundt med sangene fra Netflix-filmhittet 'A Beautiful Life'.
I en af dokumentarens scener er familien på ferie på Bornholm.
De er ved vandet, og da Cecilie Haugaard ser en svane med syv svaneunger komme svømmende forbi, siger hun til Christopher, at de snart må i gang med at lave flere børn.
Christopher spørger, om hun godt kunne tænke sig syv, ligesom svaneflokken.
»Nej, men jeg vil gerne deropad. Bare tre eller fire,« svarer Cecilie.
Christopher siger, at han er tilfreds med de to, de har i forvejen.
Han synes, at han lige nu har for travlt med sin musikkarriere til at få flere børn, og i dokumentaren spørger Cecilie, hvad der ville ske, hvis Christopher tog ti års pause fra popstjernelivet for at være fuldtidsfar.
»Jeg ville helt klart få en anden ro. Men nogle andre ting ville stresse mig. Følelsen af 'hvad nu hvis',« forklarer Christopher med tanke på, at han ville have det svært ved ikke at se, hvor meget han kunne opnå med sin musik.
Allerede tilbage i maj talte Christopher ifølge Se og Hør med Anders Breinholt om at få flere børn i P4-programmet 'Det det'.
I radioprogrammet syntes Anders Breinholt, at han burde udvide børneflokken.
»Det synes hun (Cecilie, red.) også,« lød det fra Christopher, der tilføjede:
»Hun presser ikke, men vi snakker om det, hvor jeg siger at vi måske kan skrue lidt ned for den snak.«
'A Beautiful Real Life' kan streames på Netflix fra i dag.