Mens de fleste nok har haft en helt almindelig start på ugen, har den danske komiker Mazen Ismail haft to af sit livs vildeste dage mandag og tirsdag.

Det hele startede i sidste uge med et uventet opkald og en anmodning fra en verdensstjerne.

»Jeg får et opkald fra min booker, der siger at Bassem Youssef har set mine videoer, og han godt kunne tænke sig, at jeg var opvarmer på hans skandinavien tour,« fortæller Mazen Ismail til B.T.

Der var dog en lille ting, inden Mazen kunne få lov at opvarme for den ægyptisk-amerikanske komiker, der i skrivende stund har over syv millioner følgere på Instagram.

Bassem Youssef ringede til dansk komiker, da han skulle bruge en opvarmer til sine udsolgte comedyshows.
Bassem Youssef ringede til dansk komiker, da han skulle bruge en opvarmer til sine udsolgte comedyshows. Foto: Vianney Le Caer/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Bassem Youssefs team spurgte, om jeg kunne skrive et comedy manus på engelsk. De gav mig 12 timer til det. Den første brugte jeg på at stirre ud i luften,« fortæller Mazen Ismail.

Mazen Ismail fik skrevet manus, sendt det afsted til Bassem Youssef, og fik kort efter svar.

To dage efter, stod han på scenen i Malmø med Bassem. Og det var kun den første i en række af vilde oplevelser.

»Jeg var totalt nervøs. Jeg ville ikke fortælle nogen, at jeg ikke havde optrådt på engelsk før.«

Mazen Ismail (til højre) og Bassem Youssef efter showet i Malmø.
Mazen Ismail (til højre) og Bassem Youssef efter showet i Malmø.
Vis mere

Mazen og Bassem mødte hinanden for første gang i backstage-lokalet lige inden Mazen skulle på scenen. Et møde, der gjorde stort indtryk på Mazen, der, på trods af hvad ordsproget siger, mødte sit idol.

»Vi havde nogle gode snakke, det var meget vigtigt for mig at være mig selv. Det føltes som om, vi havde kendt hinanden hele vores liv,« fortæller Mazen.

Mazen fik både råd og sparring af den populære komiker. I det øjeblik var Bassem en slags mentor for den 39-årige danske komiker.

Efter showet i Sverige sker der noget, som Mazen ikke havde turde drømme om. Bassem kalder ham op på scenen, og foran det svenske publikum kommer endnu en overraskelse.

»Så siger han, at jeg skal opvarme for ham til hans to udsolgte shows i DRs koncertsal.«

De to shows blev holdt mandag og tirsdag i denne uge.

»Det var virkelig fedt i går, det er nok noget af det fedeste jeg har prøvet. At optræde på engelsk med en verdensstjerne i DR koncertsal, at blive introduceret til engelsk comedy, det bliver ikke meget større,« siger Mazen Ismail.

Om det bliver til flere samarbejder mellem de to komikere, vides endnu ikke, men Mazen håber.

»Det skal jo helst komme naturligt, men det kunne være vanvittigt fedt at arbejde sammen i fremtiden.«

I 2019 modtog Mazen 80.000 kroner og en særlig hæder af Statens Kunstfond for at have skabt et værk 'af særlig høj kunstnerisk kvalitet'.