Han grinede og klappede begejstret i sine små barnehænder, da alt omkring ham pludselig blev helt sort og lyden af panik, råb og skrig fyldte hans ører.
»Ligesom Obelix faldt i gryden som barn, så fik jeg et cirkus i hovedet som barn. Bogstaveligt talt,« siger Søren Østergaard. Og så griner han. Selvom det ikke engang er løgn.
Den historie vender vi tilbage til.
I år kan den populære skuespiller og gøgler fejre sit 25 års jubilæum med dét, han kalder sin livsdrøm. Zirkus Nemo.
Som efter fire måneder på de danske landeveje er nået til den næstsidste station på turneen. Charlottenlund uden for København.
»Jeg elsker det, men har også været i gang i rigtig lang tid, så når det bliver søndag eftermiddag, er jeg sgu træt. Der kan jeg godt mærke, at jeg kører på de sidste kræfter,« siger han i erkendelse af, at netop træthed er et af symptomerne ved Parkinson, som han for flere år siden blev diagnosticeret med.
»Men,« tilføjer han så med et smil: »Jeg er altså også 67 år gammel, så det er vel også meget naturligt.«
At han skulle blive cirkusdirektør og gøgler kunne på ingen måde læses i Søren Østergaards kort, da han en majdag i 1957 kom til verden.
Faktisk troede hans forældre – lige indtil han var tre år – at sønnen var døv. Eller – som han grinende tilføjer – »dét, der var værre.«
For lille Søren sagde ikke et ord. Og da han fra bagsædet af familiens bil endelig gjorde det, blev hans far så chokeret, at han kørte i grøften.
»Men fordi jeg havde gået sammen med fiskerne i Bagenkop på Langeland – hvor vi dengang boede – som talte med en af de mærkeligste dialekter der findes, forstod mine forældre aldrig et ord af, hvad jeg sagde, før jeg var syv. Så man kan sige, at de syv første år af mit liv var spildte kræfter.«
To år senere var familien flyttet tilbage til fødebyen Esbjerg, og det var her, at den niårige Søren Østergaard første gang forelskede sig i cirkussets verden og hurtigt fandt ud af, at ved at tilbyde sin hjælp til det omrejsende cirkus, kunne han få gratis billetter.
Og det havde han fået dén aften, hvor han glad og begejstret hujede af artisterne i manegen, da en strid storm pludselig fik cirkusteltet til at lette.
»Stormen rev hele lortet op og smed det klask ned i hovedet på os igen. Det kunne have gået helt galt,« siger Søren Østergaard, som udover teltet også blev ramt af en teltpløk.
Han husker, hvordan det i det buldrende mørke lykkedes ham at krænge kroppen ud under den tunge teltdug. Hvordan han i den silende regn kravlede ind under en af cirkusvognene.
»Lige foran mig sad der en stor dame i en vandpyt og skreg, fordi hendes barn var derinde og ingen vidste, om folk var døde.«
»Jeg kan bare huske, at cirkusdirektøren stod og sagde ‘satans, satans, satans’. Det var lidt af et mirakel, at ingen døde, at ingen kom alvorligt til skade,« siger han hovedrystende om den chokerende oplevelse, som for mange ville have fået dem til aldrig at sætte sine ben i et cirkus igen. Og da slet ikke at få sit eget.
»Men dum som jeg er, har jeg igen taget fejl af, hvad man gør og ikke gør,« siger Søren Østergaard bare. Med sit lille listige smil.
Drømmen om at blive herre i egen manege blev dog først for alvor rodfæstet i ham år senere, hvor han sammen med en ven var i Cirkus Benneweis i København.
»Der så jeg lyset,« smiler han og husker, at det ikke var de fantastiske artister, der slog benene væk under ham, men en lille tyk mexicaner i El Mariachi kostume.
»Han var helt sorthåret og med hvide tænder og hans kone vejede dobbelt så meget,« beskriver Søren Østergaard og slår ud med armene. For at vise hendes omfang.
I al sin enkelhed gik nummeret ud på, at et blødt tov blev sænket ned, som mexicaneren satte sig på, hvorefter det blev hejst nogle meter op. Og så sad han ellers bare og gyngede.
»Det var det absolut dårligste nummer, som ikke engang var tæt på sjovt,« fortæller Søren Østergaard, som ikke desto mindre slog sig på lårene af grin.
»Han lavede ingenting. Men hver gang han gyngede frem og tilbage, var han så glad, havde det største smil, som var det en særlig præstation.«
»Og det er dét, det handler om. At lade som om, at man kan noget. Og sådan har hele min karriere været. At lade som om jeg kunne noget, som jeg ikke kunne.«
Søren Østergaard smiler. Sidder foran sin husvogn med udsigt til Øresund og er i bund og grund stolt af, hvad han har formået at få op at stå. Uden at modtage én eneste offentlig krone.
Godt nok skulle der en konkurs med på vejen – som du kan læse om i en senere artikel – men modgang har aldrig slået ham ud.
Heller ikke sygdommen, som han sidste år valgte at dele med offentligheden efter års tisken og hvisken om, hvorfor hans hænder rystede.
»Nu har jeg fået lavet sådan en operation, der er helt fantastisk. Jeg ryster for eksempel ikke mere,« siger han glad om resultatet af operationen, som du kan læse om i artiklen her.
»Men jeg kan ikke springe og danse, som jeg kunne i gamle dage,« forklarer Søren Østergaard, som taler om sygdommen med sine ‘rystebrødre’, filminstruktørerne Lars von Trier og Per Fly. Som alle tre har valgt at takle den med humor.
»Per Fly inviterede på middag en aften, hvor vi fik mad fra Lêlê (vietnamesisk restaurant, red.) og skulle spise med pinde. Vi kunne overhovedet ikke spise noget. Jeg er bange for, at han gjorde det med vilje,« griner Søren Østergaard, som med sit ukuelige sind har det fint med at være forbillede for andre.
»Men nu synes jeg efterhånden, at jeg har talt nok om det,« sukker han.
For ham er arbejdet den bedste medicin mod sygdommen. Og trods dens og alderens små begrænsninger tonser han utrætteligt videre i gøgleriets tjeneste.
»Jeg ved ikke, om jeg er specielt modig, men drømme, dem skal man passe på og styre efter. Jeg har altid valgt ikke at gøre noget for pengenes skyld.«
»Så at jeg har kunnet leve af det de seneste ti år, er jeg meget stolt af. Min livsdrøm er lykkedes.«
Med begejstringen strålende ud af øjnene, slår han armene ud. Mod dét, der i 25 år har fyldt ham med lykke. Dét gør ham stolt.
»Når jeg om aftenen efter forestillingen sidder og får mit glas rødvin her og ser op på det nye lysende skilt med Zirkus Nemo, så tænker jeg: ‘hold kæft, det er flot det her’.«
Skiltet lyser nogle uger endnu. Helt frem til midten af september.
Og når det slukker for i år, når vognene køres på lageret og teltdugen pakkes ned, ved Søren Østergaard, hvad der sker.
»Så er jeg glad for, at det er slut. Men samtidig går der en uge, og så tænker jeg ‘hvor blev alle kammeraterne af?’, begynder at savne dem. Sådan er det altid,« siger Søren Østergaard, som ligeledes altid efter turneen rejser til sit lille italienske hus med sin hustru.
»Og når først jeg sidder nede i Italien, så er jeg sgu ligeglad,« griner han.
Zirkus Nemo kan opleves i Charlottenlund og Odense frem til 10. september
Søren Østergaard er desuden aktuel med Søren Dahls livsfortælling ‘Så grin dog!’, som udkommer på Gyldendals forlag 27. august
