Der er ingen tvivl hos Sussi Nielsen.
Hun har fundet den mand, hun vil tilbringe sit liv med, efter at hendes første mand Leo gik bort.
I starten af juni fortalte den 68-årige sangerinde, at hun havde fundet kærligheden med Steen Nørholm Hansen, og nu har de to valgt at gå skridtet videre.
Det skriver Her og Nu.
Sussi Nielsen bekræfter også nyheden over for B.T.
»Vi er forlovede,« lyder det glad, da B.T. fanger Sussi Nielsen over telefonen.
De to blev forlovede ved Kokkedal Slot ved Brovst i søndags, men det var ikke noget, der kom ud af det blå.
»Vi har talt om det for tre uger siden, og det føles bare rigtigt,« lyder det glad.
Parret fejrede forlovelsen med stjerneskud og vin ved slottet, og de har begge fået en forlovelsesring.
Selve bryllupsdatoen er ikke fastlagt, men Sussi regner med, at det bliver til næste år.
Til spørgsmålet om, hvordan Leo mon ville have det med, at Sussi nu gifter sig på ny, er der ingen tvivl hos sangerinden.
»Han ville synes, det var mærkeligt, hvis jeg ikke kom videre. Det føles rigtigt, at jeg lever videre, men vi snakker da meget om Leo. Der går ikke en dag, hvor vi ikke taler om ham, og han er ikke glemt overhovedet.«
Sussi fortæller, at hun faktisk har drømt, at Leo viede hende og den 60-årige Steen Nørholm Hansen.
Leo Nielsen gik bort i februar 2023, og Sussi har efter hans død fortsat med musikken, som de to var kendt for.
Hun optræder nu med 'Sussi og drengene', hvor hun fortsætter med at spille dansktopmusik.