I ti år har Gustav Salinas drømt om at få et særligt opkald fra TV 2.
Nu er drømmen gået i opfyldelse, og han er lykkelig!
Den 35-årige reality-veteran er tirsdag blevet præsenteret som en af de ti kendte danskere, der skal deltage i den forestående afslutningssæson af 'Vild med dans'.
'Jeg kan næsten ikke sætte ord på, hvor meget det betyder for mig. Jeg er spændt, jeg er nervøs, jeg er lykkelig, og jeg glæder mig som et lille barn til de næste mange uger,' skriver han blandt andet på Instagram.
Da B.T. har Gustav Salinas i telefonen, fortæller han, at det har været 'mega svært' ikke at kunne fortælle hele verden, at han skulle være med.
»Jeg har jo vidst det i et halvt år. Så det er virkelig fedt, at det er ude nu. Jeg havde min første dansetime i går, og det er meget sværere, end man lige regner med,« fortæller han og tilføjer:
»Hold kæft, det bliver hårdt!«
Gustav Salinas fortæller videre, at han plejede at se programmet sammen med sin mormor.
»Vi snakkede altid om, at jeg godt gad at prøve det en dag. Hun er her desværre ikke mere, så nu hvor jeg skal være med, vil jeg også danse for hende.«
Gustav Salinas har altid været åben omkring sin 'Vild med dans'-drøm og havde med tiden tænkt, at det nok bare ikke skulle være.
»At de så pludselig ringede til mig og gerne ville have mig med. Det var bare så fedt!,« tilføjer han.
Gustav Salinas skal danse med Karina Frimodt, der blandt andet vandt 'Vild med dans' med den tidligere fodboldspiller Kasper Fisker i 2023.
»Jeg kendte hende ikke i forvejen, men hun er bare voldsom sød og mega dygtig. Jeg glæder mig så meget til at danse med hende,« lyder det fra Gustav Salinas, der drømmer om at vinde 'Vild med dans', men har lidt mere ydmyge ambitioner:
»Jeg vil bare gøre mig umage og gøre mit allerbedste. Og så håbe jeg, at jeg kan nå så langt som muligt.«