Det var én af de sværeste samtaler, hun skulle tage hul på. Én af dem, der skulle turneres, doseres. Samtalen med sine 15-årige sønner.

»Det var noget af det allerværste. For de var jo også bedraget. De havde også gået rundt og troet, at de var hans eneste bonusbørn, og at han var en helt anden. Så det var hårdt,« siger Amalie Mathiassen.

Mundvigene vibrerer let, og en snert af smerte sidder stadig i øjnene, når hun tænker tilbage på efterdønningerne af dét voldsomme bedrag, som hun blev udsat for. Fra ham, som i syv år havde været hendes tætteste. Ham, hun delte alt med. 3F bossen Per Christensen.

Som – skulle det vise sig – hun samtidig havde delt med flere andre kvinder. Og deres familier, deres venner, deres børn.

»Jeg ville ønske, at jeg aldrig havde mødt ham,« som hun forleden konkluderede i B.T.s store interview, som du kan læse her.

I sin nye bog 'Løgnen' åbner Amalie Mathiassen op om bedraget. Om dét granatchok hun fik, da bomben i efteråret 2021 eksploderede i hænderne på hende. Og omfanget af hans løgne og bedrag dæmrede for hende.

»Jeg følte mig svigtet, ulykkelig, forrådt og bedraget. Og jo også vred. Men det allermest ubehagelige var den virkelig intense oplevelse af, at jeg slet ikke havde kendt den mand, som jeg havde været sammen med i syv år og boet med i fem,« fortæller hun og lægger ikke skjul på, at hun oven i smerten og vreden skulle håndtere al praktikken i forhold til at blive skilt.

Men også tage de svære samtaler. Inddrage sin omverden, sine nærmeste i, hvad hun var blevet udsat for.

»Min gamle mor, som havde været så glad for ham. Mine børn som havde delt hjem med ham i måske nogle af de mest vigtige formative år af deres liv, fra de var otte og frem.«

»De fleste, jeg kendte, kunne lide ham. Og han havde virkelig charmet min mor også. Så det var nogle lidt specielle tunge snakke,« husker hun.

Det var tilbage i 2014, at Amalie Mathiassen blev kæreste og siden gift med 3F-formand Per Christensen.
Det var tilbage i 2014, at Amalie Mathiassen blev kæreste og siden gift med 3F-formand Per Christensen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men tungest var snakkene med sønnerne.

»Mine børn tog jeg lige af nogle omgange, for jeg tænkte 'de mister jo troen på menneskeheden',« siger Amalie Mathiassen.

»Så der startede jeg med at sige, 'vi skal skilles, Per flytter' og sagde, at han havde set en anden kvinde ved siden af, og at han ikke kunne vælge, så derfor havde vi kvinder valgt for ham, og ingen af os ville have ham.«

»Og det var dér, at de spurgte 'har hun også børn?', 'kendte han også dem?',« genfortæller hun.

»Fordi de stillede de spørgsmål, blev det bare så tydeligt. De var jo også bedraget. De havde også gået rundt og troet, at de var hans eneste bonusbørn, og at han var en helt anden.«

Bedraget af børnene er stadig svært for Amalie Mathiassen at tale om. Men hun gør det, og hun gjorde det dengang. Puttede gradvist flere og flere detaljer på.

»De skulle have den i små doser,« erkender hun.

Til gengæld sparede hun ikke på doserne overfor familie og venner.

»Alle andre har fået hele versionen med det samme og i takt med, at jeg selv gravede flere og flere detaljer frem. Det har været min strategi fra starten,« fortæller hun og beskriver, hvordan hun i den forbindelse fandt ud af, at overraskende mange havde oplevet noget lignende. At de kendte en kollega, en veninde eller andre som havde fortalt noget tilsvarende.

»Og det oplever jeg stadig nu, hvor jeg møder andre. Så de andre cases, der medvirker i bogen, er ikke nogen, vi har annonceret efter. De er dukket op selv,« siger Amalie Mathiassen om de fem øvrige kvinder, der medvirker i bogen og har været ofre for en mands dobbeltliv.

Ligesom hun selv var det med den tidligere 3F formand Per Christensen. Som angiveligt kørte både dobbelt og tredobbelt liv helt tilbage til 2008.

Amalie Mathiassen valgte åbent at fortælle familie og venner om bedraget. Men sværest var samtalerne med sønnerne.
Amalie Mathiassen valgte åbent at fortælle familie og venner om bedraget. Men sværest var samtalerne med sønnerne. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Det var B.T., der i starten af 2022 kunne bringe afsløringen af ham efter, at rygter om det havde svirret i årevis.

Rygter som også flere af Amalie Mathiassens venner og bekendte havde hørt. Uden at viderebringe dem.

»Det var jo et selvstændigt chok at finde ud af, at der var nogle – også tæt på mig – der i forskellige varianter havde hørt om, at han havde gjort det før.«

»I starten blev jeg ret ked af og vred over og det kostede mig nogle alvorlige samtaler,« siger hun om det, der føltes som endnu et svigt.

»Men når jeg fik forklaringer på, hvorfor de ikke havde sagt noget, at de næsten ikke selv troede på det, eller 'I så så lykkelige ud, så jeg ville ikke være den….', så forstod jeg dem jo godt, men det var stadig lidt hårdt,« indrømmer hun og tilføjer med et smil:

»Jeg har dog ikke slået hånden af nogen.«

Sønnerne – som netop er fyldt 18 – er hun også stolt af.

For selvom også de var blevet bedraget af dén mand, som de troede var deres bonusfar, reagerede de med omsorg og handlekraft. Overfor deres mor.

For som én af dem hurtigt sagde:

'Mor, vi skal hurtigst muligt have dig på Tinder!'

'Løgnen' er netop udkommet på Politikens forlag