Kort før sin død gav Kim Larsen i 2018 en af sine sidste store koncerter på Smukfest Bøgescene.

Lørdag får hans søn, Hjalmer, for første gang æren at spille på samme scene, og da B.T. dagen forinden møder den unge popstjerne, er han fuld af nerver. Her forklarer han hvorfor.

»Det er så stort for mig. Bøgescenen er noget af det største, du kan gøre,« smiler Hjalmer og fortsætter:

Min far spillede der i '18. Jeg så ham selvfølgelig flere gange, men der så jeg ham en sidste gang, mens jeg samtidig selv startede med at spille ude på 'The Hood' (Smukfests' mindste scene, red.)

Der kan stå mange tusind mennesker foran Bøgescenen. Her er der fyldt til Tobias Rahims koncert tidligere på årets Smukfest.
Der kan stå mange tusind mennesker foran Bøgescenen. Her er der fyldt til Tobias Rahims koncert tidligere på årets Smukfest. Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix
Vis mere

Han fortsætter:

»Jeg er i løbet af årene blevet rykket op på større og større scener, og i år er det så Bøgescenen. Jeg er så nervøs. Vi åbner pladsen klokken 13, så det er med bævrende sind, at jeg går ind til det i morgen. Jeg kommer nok ikke til at sove meget i nat.«

Det er denne sommer otte år siden, at Hjalmer pludselig dukkede op på den danske musikscene med debutsinglen 'Hvis du går'.

Han fortæller, hvor vildt det har været stille og roligt at se sit publikum vokse.

Hjalmer prøvede i 2023 at være vært ved TV 2s store prisshow 'Echo-prisen'.
Hjalmer prøvede i 2023 at være vært ved TV 2s store prisshow 'Echo-prisen'. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det er jo aldrig sprunget i luften fra den ene dag til den anden. Der er bare år for år blevet lagt ovenpå, og det gør mig stolt,« fortæller Hjalmer, der i 2021 blandt andet oplevede et højdepunkt med en medvirken i 'Toppen af poppen'.

»Det var jo under coronanedlukningen, hvor jeg bare gik der hjemme, og så ringede de og spurgte, om jeg ville være med. Det var Simon Kvamm, Malte Ebert, Alex Vargas og så videre. Et sindssygt hold og en kæmpe oplevelse.«

Han tilføjer:

»Jeg har jo virkelig været heldig. Det er et ret sygt liv, jeg får lov at leve.«

Når han lørdag træder af scenen på Smukfest, kan Hjalmer se frem mod en ny milepæl – nemlig at fylde 30 år 16. august.

»Jeg føler, jeg var 22 år i går. Det er bare gået vildt hurtigt. Jeg syntes faktisk, det var hårdere at fylde 29. Der gik jeg lidt i panik. Jeg vil da hellere fylde 25, men når det nu skal være, er det okay,« griner han.

30-års krise eller ej, er det netop et tema, han behandler på sit kommende album, som han regner med at udgive i slutningen af september.

Hjalmer elsker cykelløb og ses her til Copenhagen Sprint 2025 i København tidligere på sommeren.
Hjalmer elsker cykelløb og ses her til Copenhagen Sprint 2025 i København tidligere på sommeren. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Det er en brydningstid. Nogle af mine venner begynder at få børn, andre skal giftes. Der er jeg ikke selv endnu, men det er en tid, hvor man lærer sig selv at kende på en anden måde.«

Han fortsætter:

»Det kan være noieren, men omvendt ville det også være kedeligt, hvis livet ikke ændrede sig.«

Selvom Hjalmer elsker at stå på en scene og underholde et stort publikum, kan han ikke fordrage at være vært for en fest.

Så i stedet for at holde en kæmpe 30-års fødselsdag er planen, at han vil invitere sine nærmeste venner til øl på en bar i København og så vente med den helt store fejring, til når det kommende album er ude.

TV 2 har endnu ikke afsløret, hvem der skal være de næste 'X Factor'-dommere. Var det noget for dig?

»Det har jeg ikke rigtig taget stilling til endnu. Det vil jeg gøre, hvis de spørger. Umiddelbart føler jeg, at jeg skal have flere år bag mig, før jeg kan sidde og dømme, hvad andre skal gøre.«

Det kunne ellers være fedt, hvis du her breakede, at du var en af de nye dommere …

»Haha, ja, men det er ikke mig.«