Tidligere forsvars- og vicestatsminister, Jakob Ellemann-Jensen får ny tjans.

Han bliver ny forperson i Security Tech Space, der er et nationalt initiativ, der arbejder for at styrke Danmarks position inden for cybersikkerhed.

Det skriver Security Tech Space i en pressemeddelelse.

Helt konkret arbejder man for at styrke forsvaret mod cybertrusler i Danmark, og her er der et specifikt fokus på 'små- og mellemstore danske virksomheder'. 

Bag står et konsortie, der tæller virksomheder, offentlig myndigheder, videninstitutioner og organisationer.

»Danske virksomheder og myndigheder bliver i den grad udfordret af de stigende cybertrusler. Cybersikkerhed er en afgørende forudsætning for vækst, innovation og et velfungerende demokrati,« siger Ellemann-Jensen om sin nye opgave. 

Han tilføjer: 

»Security Tech Space spiller en afgørende rolle i at styrke Danmarks kapacitet på dette område, og jeg ser frem til at bidrage til at samle aktører på tværs af erhvervsliv, forskning og innovation samt myndigheder i en fælles indsats.«

Jakob Ellemann-Jensen arbejder nu som vicedirektør i Dansk Erhverv, efter han forlod dansk politik i efteråret 2023.