Tv-hypnotisør Jan Hellesøe sætter nu ord på hjerneforskeren Peter Lund Madsens pludselig bortgang.
De to var private venner og kolleger på DR.
»Peters bortgang kom som et kæmpe chok for mig og jeg blev meget ked af det, for jeg havde oprigtig glædet mig til at tilbringe meget mere tid med den mand, som kunne have spist en sølle hypnotiserende sønderjyde til morgenmad,« skriver Jan Hellesøe i et opslag på Facebook og sender kondolencer til familien.
Peter Lund Madsen var læge, psykiater og tv-personlighed, og han gik for nylig pludseligt bort, 65 år gammel, efter han faldt om under en cykeltur.
Han og Jan Hellesøe lærte hinanden at kende for 12 år tilbage, lyder det.
Dengang skulle hjerneforskeren deltage i hypnotisørens DR-program 'Fuckr med dn hjrne', og Jan Hellesøe var meget nervøs – hvilket hurtigt blev gjort til skamme.
»Han mødte alle mennesker med åbenhed, og synes det jeg lavede var sjovt og spændende, han var nysgerrig på det jeg lavede og starten på et venskab begyndte,« forklarer Jan Hellesøe.
Desuden turnerede de to venner rundt med showet '2 hjerner, 1 show', og der var endnu et show om hjernens muligheder, som aldrig nåede at blive til virkelighed.
»Peter var ikke bange for at sige at han havde taget fejl. Et ægte forskersind som tør sige, at det jeg før troede var sandhed, har jeg nu fået mere viden om og min horisont er ændret, det er en sårbar situation at stille sig i. En yderst vigtig lektion jeg for altid vil tage med mig,« roser Jan Hellesøe.
Han slår ikke mindst fast, at han allerede savner sin mangeårige ven.
»Peter vidste og lærte os, at menneskehjernen er utrolig, vi har blandt andet den superkraft der hedder ‘fantasi’, vi kan forestille os ting der ikke er der. Nu må jeg gribe til den superkraft fremover når jeg vil i kontakt med Peter. For han vil leve stærkt videre, i de minder jeg om ham og fortællingen til andre i form af anekdoter, livslektioner og når jeg tænker ‘hvad ville Peter gøre i denne situation’,« lyder det i opslaget.
Herunder kan du se hele opslaget, hvor Jan Hellesøe mindes sin ven Peter Lund Madsen.