Det fortsætter med at være dramatisk mellem Karsten og Janni Ree.
Nu anmelder Janni Ree også sin kommende eksmand til politiet, afslører hun overfor B.T.
»Det er en stående joke, at han har anmeldt mig. Nu er jeg i gang med at politianmelde ham også, og det er voldsomt,« siger Janni Ree.
Janni Ree vil dog ikke fortælle, hvad hun anmelder Karsten Ree for, udover at der er »blevet begået kriminelle handlinger imod mig«, og hun har derudover ikke flere kommentarer, siger hun.
Til Se og Hør og B.T. bekræfter Sune Aagaard, der er kommunikationsrådgiver for Ree-familien, at Karsten Ree først har politianmeldt Janni Ree for afpresning.
»Jeg kan bekræfte, at Karsten har meldt hende til politiet for afpresning,« siger Sune Aagaard kort.
Kommunikationsrådgiveren ønsker overfor B.T. ikke at kommentere Janni Rees forestående politianmeldelse.
For offentligheden at se startede dramatikken, da det i tirsdags kom frem, at Janni og Karsten Ree skulle skilles.
Først påstod parterne hver især, at det var dem selv, der havde søgt om skilsmissen.
Det var indtil, at Janni Ree overfor B.T. indrømmede, at det var Karsten Rees børn, der havde sendt en skilsmisseattest til Familieretshuset, efter hun per brev havde bedt om at blive sat fri af ægteskabet.
Siden har Karsten Rees lejr afvist at kommentere sagen yderligere, mens Janni Ree har beskyldt Karsten Ree for at sætte hende på gaden og forsøge at løbe fra deres mundtlige aftale om, at hun skulle hjælpes økonomisk videre i tilfælde af skilsmisse.
Og nu kulminerer det endnu engang, efter ægteparret gennem ti år har meldt hinanden til politiet.