Rigmanden Karsten Ree har fundet kærligheden igen, efter han og Janni Ree annoncerede, at de skulle skilles.
I en udtalelse fra Ree Holding til B.T. bekræftes det nu, at 79-årige Karsten Ree og den 58-årige kunstner Gitte Peters danner par.
'Der har i den seneste tid verseret en del historier i medierne om vores relation, derfor denne meddelelse. Vi, Gitte Peters og Karsten Ree, er gamle bekendte og har for nylig, i slutningen af august 2024, genoptaget vores forbindelse. Vores forhold har udviklet sig positivt, så vi i dag siger om os selv, at vi er et par', lyder det.
I forrige uge lød det dog stadig til B.T., at parret blot var venner.
Venskabet slog Karsten Ree og Gitte Peters også selv fast, da de første gang dukkede op sammen til årets uddeling af Rungstedlundprisen i september, hvorfra spekulationerne om deres forhold begyndte.
For selvom parret blev set flette fingre under prisuddelingen, så fastholdt de, at de blot var venner – og Gitte Peters beskrev dem sågar som »familie« og »tidligere kærester«.
Men nu står Karsten Ree og Gitte Peters officielt frem som et par med en offentliggørelse sendt til B.T.
De skriver videre i meddelelsen, at de betragter deres forhold som privat, og at de ikke ønsker at udtale sig yderligere.
B.T. forsøger at få en kommentar til de glade nyheder fra Karsten Ree og Ree Holdings kommunikationsansvarlige Sune Aagaard, som parret henviser til.
Gitte Peters har før været i forhold med velkendte og prominente mænd som sangeren Stig Rossen og fodboldlegenden Jan Mølby. Læs mere om det HER.