Var der tale om et bevidst bedrag fra Katherine Diez, da hun plagierede udenlandske skribenter og løj om sin uddannelse? 

I den nyeste episode af programmet 'Genstart' taler vært og journalist Anna Ingrisch med den bogaktuelle og udskældte tidligere litteraturanmelder Katherine Diez om hele plagiatsagen, der belyses i hendes bog 'I egen barm'. 

Og her kommer Anna Ingrisch også ind på, hvorfor Katherine Diez har løjet om at have en bachelor i dansk fra Københavns Universitet. 

Men svaret på 'hvorfor' Katherine Diez løj er ikke helt ligetil. 

»Jeg havde oprettet min LinkedIn, som jeg aldrig har brugt eller kigget på særlig mange gange. Jeg skulle til at aflevere min bachelor, så jeg tænkte, jeg bare kunne bare tjekke af, jeg havde en,« lyder det i DR-podcasten.

Ifølge Katherine Diez tænkte hun, at det kunne være lige meget, fordi der 'ikke var nogen, der tjekkede', om det rent faktisk passede, at hun havde gennemført sin uddannelse. 

Foto: Peoples press
Vis mere

Men da Anna Ingrisch spørger, om det var sådan, at hun gerne ville have, at folk troede, hun havde en bachelor, er svaret ikke lige til. 

»Det giver ingen mening. Jeg færdiggjorde den jo ikke. Jeg droppede ud, da jeg begyndte at skrive for Berlingske, og inden jeg skulle til at aflevere den,« forklarer hun. 

I dag tænker Katherine Diez, at det var forkert at lyve om sin bachelor, og hun vil bruge sin nye bog til at fortælle hele sin historie.

Det har allerede vakt røre hos hendes ekskæreste Adam Price, der på Instagram har lavet et længere opslag, hvor han forklarer, at han mener, at påstandene i bogen er forkerte.

Derudover mener han, at hans privatliv krænkes i bogen. 

B.T. forsøger at få en kommentar fra Adam Price.