»Det er på tide, at TUI følger med tiden, og stopper med at støtte den mishandling, vi nu med sikkerhed ved, finder sted.«

Sådan lyder det fra én af de kendte danskere, der nu i et åbent brev opfordrer rejsebureauet til at droppe salg og promovering af shows med delfiner og spækhuggere.

I alt 12 danske kulturpersonligheder har underskrevet brevet, oplyses det i en pressemeddelelse fra World Animal Protection Danmark.

Herunder skuespilleren Vicki Berlin, der står bag citatet øverst:

»Underholdning skal ikke have ofre. Tag ansvar og stop med at promovere noget, der hører fortiden til,« udtaler hun videre, mens skuespiller og content-creator Simone Lykke siger:

»Ingen bør støtte dyremishandling forklædt som underholdning, og jeg håber inderligt, at TUI vælger at blive en del af løsningen.«

Udover det åbne brev fra de 12 kendte danskere har knap 800.000 borgere i syv lande skrevet under mod TUIs salg af billetter til delfinarier, lyder det.

Brevet vil blive overbragt til TUIs hovedkvarter i tyske Hannover.

»Vores brev er en klar opfordring til TUI om at komme på etisk niveau med resten af branchen og deres egne kunder,« lyder det fra Stephanie Kruuse Klausen, der er wildlife ekspert i World Animal Protection Danmark.

B.T. har rakt ud til TUI Danmark, som oplyser, at man ikke har en kommentar til sagen.

På selve TUI Groups' hjemmeside oplyses der blandt andet følgende om dyrevelfærd:

»Vi er fast besluttede på at sikre, at dyr i disse oplevelser behandles respektfuldt og i overensstemmelse med de højeste velfærdsstandarder.«

»Ved at sælge billetter har vi indflydelse på arrangørerne af aktiviteter, der involverer dyr. Vi bruger dette samarbejde til at arbejde for forbedrede velfærdsstandarder, bedre levevilkår for dyrene og ansvarlige praksis, der gavner både dyrene og de lokale samfund,« lyder det.