Da 77-årige Kjeld Marslew kom hjem fra ‘Hotel Romantik’ skulle han have nyt høreapparat.

Men i den forbindelse opdagede lægerne, at noget var helt galt.

Se og Hør kunne tidligere på ugen fortælle, at Kjeld Marslew fik konstateret en godartet tumor i hjernen, som betyder, at den 77-årige DR-deltager har problemer med balancen.

Til B.T. uddyber han, at tumoren betyder, at han faktisk er endt i et kræftforløb - selvom der heldigvis er tale om en godartet og ikke livstruende tumor.

Kjeld Marslew medvirker i DR-programmet 'Hotel Romantik'.
Kjeld Marslew medvirker i DR-programmet 'Hotel Romantik'. Foto: Nicolai Emil Fortuné Preisz/ DR
Vis mere

»Jeg skulle have et høreapparat, og med det høretab, jeg havde på mit højre øre, så blev jeg øjeblikkeligt sendt i MR scanning, og der fandt de ud af, at jeg havde en tumor,« fortæller Kjeld Marslew.

Tumorens størrelse gjorde, at han kom i kræftforløb.

»Hvis tumoren er over 15 millimeter, så er man faktisk meldt til et kræftforløb, og min er 16 millimeter, og så er man faktisk meldt til et kræftforløb,« forklarer Kjeld Marslew og tilføjer:

»Det lyder farligt, men det er det ikke. Det værste, der kan ske, er, at jeg mister sanserne i den ene side.«

Næste skridt er nu, at Kjeld Marslew igen skal scannes til november, så man kan holde øje med, om tumoren er vokset. Indtil da har han fået nogle øvelser, der skal hjælpe ham med balance.

»Det er balancen, der er det værste, så det handler om at finde ud af, hvorfor den er det,« forklarer han.

Kjeld hæfter sig dog ved, at tumoren netop er godartet.

»Det er ikke livstruende, det er ikke sluttet til lymfesystemet, så det svarer til at have en stor bums i hjernen,« siger han med et grin.

Under sin medvirken i ‘Hotel Romantik’ testede han sine forskellige høreapparater, og det var altså da han vendte hjem og skulle have et nyt, at lægerne opdagede det usædvanligt store høretab på hans ene øre.

Og det er næsten lidt tragikomisk i sig selv, mener Kjeld Marslew.

»Alle pigerne sagde jeg var god til at lytte - men jeg kunne ikke høre en skid,« griner han og slutter med en ros til det danske sygehusvæsen, som opdagede tumoren.

»Jeg er egentlig ikke stor tilhænger af vores hospitalsvæsen, men det de har lavet her er sgu i orden.«