Han kan stadig mærke den af og til, når han vågner. At den ulmer i ham og har hobet sig op i nattens løb. Vreden.
»Jeg kan mærke, at jeg hele tiden skal tage mig selv i nakken for ikke at blive en vred mand, så jeg arbejder med det,« erkender han, Lars Findsen og tilføjer så med et smil:
»Men det har været meget værre.«
Få vendepunkter i livet har været så omtalt som hans, den tidligere spionchef i Forsvarets Efterretningstjeneste. Hvis sag Joachim B. Olsen i videoen herover kalder 'en af de vildeste i nyere dansk politik'.
Nu sidder Lars Findsen iført casual sommerdress med et krus kaffe i hånden og er næsten nået om på den anden side af det. Deromme, hvor han tilmed overraskende har kunnet tilføje et 'krimiforfatter' på sit cv.
»Det er jo ikke min hovedbeskæftigelse, men jeg tænkte, at det sgu var en meget god beskæftigelse at prøve kræfter med, og så kastede vi os ud i det,« siger han om spionthrilleren 'Skygger på Silkevejen'.
Som blev et af hans holdepunkter i den nye virkelighed, han pludselig skulle manøvrere i. Finde sig selv i.
Det var den 17. februar 2022 kl. 15, at han trådte ind i den. Og 59-årige Lars Findsen husker – som var det i går – øjeblikket, hvor fængselsbetjenten stak telefonen i hånden på ham, sagde 'din forsvarer er i røret'. Husker, hvordan tiden med ét stod tiden stille for ham.
»Selvom vi var sikre på resultatet, var det et nervepirrende opkald. Men da min forsvarer sagde 'så kan du godt pakke dine ting Lars', var det ligesom at få genstartet sit liv. En klump, der opløstes i maven,« beskriver Lars Findsen og udstråler stadig lettelsen fra dén dag, hvor landsretten afgjorde, at der ikke var fængslingsgrundlag. Og han blev løsladt efter 71 dages varetægtsfængsling.
Duften af frihed prikkede lifligt i næsen. Alligevel havde Lars Findsen svært ved at tage den helt ind.
»Jeg havde jo indtrykket af, at det ikke bekom PET eller regeringen vel, at jeg var blevet løsladt, så jeg var lidt paranoid i forhold til, om man ville forsøge sig på et eller andet, for de havde været så grænseoverskridende i deres adfærd,« fortæller Lars Findsen, som derfor ikke gjorde sig nogen illusioner om, at han vitterlig var ude af PETs søgelys.
»Så jeg skilte alle stikkontakter og lamper ad. Undersøgte hele mit hus i dagene efter,« siger han med reference til, at såvel hans hjem og sommerhus som hans telefon og bil havde været aflyttet i mindst 17.000 timer, svarende til over 700 døgn.
Også i hans venner – som ufrivilligt var blevet en del af sagen – slog paranoiaen rod.
I hvert fald husker Lars Findsen klart, hvordan han få dage efter løsladelsen var til middag hos nogle venner, hvor de skulle fejre hans frihed.
»Værten og hans kone havde stillet en kuffert frem, og så lagde vi alle sammen mobiltelefonerne i, og så blev den stillet ned i saunaen, mens vi spiste middag,« siger Lars Findsen og griner af det, men:
»Det var jo dyb alvor på den måde, at de alle var kommet hjemme hos os og på den måde også følte sig krænket.«
»Men det paranoide er stilnet af, vil jeg sige,« tilføjer han så.
Noget af det sværeste på Lars Findsens vej om på den anden side har været følelsen af at have svigtet sin familie. Børnene Karoline, Villads og Amalie. Hans mor, lillebror og kæreste.
Et svigt affødt af konsekvenserne af hans arbejde og sagen mod ham. Som har sat dybe spor og er en af grundene til, at vreden stadig ulmer i ham.
De markante rynker i panden trækker til, når Lars Findsen kommer ind på anholdelsen og varetægtsfængslingen 8. december 2021, hvor hans familie ikke kunne få oplyst, hvad han var sigtet for. Endsige komme i kontakt med ham.
Smertefuldt var det også, at hans mors mand gennem næsten 50 år døde nytårsaften nat.
»Det fik jeg at vide ved, at en fængselsbetjent kom ind i cellen og sagde: 'jeg skulle hilse og sige, at Preben er død', og så lukkede han døren igen,« siger Lars Findsen med vrede og frustration i stemmen.
Selvom han i princippet kunne have fået lov til at deltage i begravelsen, ville han ikke udsætte sin mor for, at han mødte op med politiledsagelse.
»Det smertede mig dybt,« siger han om ikke at kunne være der for hende og fortsætter:
»Min kæreste måtte pludselig ikke besøge mig i fængslet, og selvom det åbenlyst ikke havde en kæft med sagen at gøre, var alle mine børns ting blevet beslaglagt og rodet igennem derhjemme.«
Han ryster på hovedet.
»Selvom det først og fremmest er myndighedernes, PETs ansvar, at det skete, og at det fremstod åbenbart chikanøst, så er det jo mig, der er faderen, så det kan ikke undgås, at man også føler skyld og skam over, at familien skulle trækkes igennem det her.«
Som et led i at finde fodfæstet igen – sit eget og familiens – har det været vigtigt for ham, at de har kunnet tale åbent om det. At deres følelser ikke er blevet fejet under gulvtæppet.
Og han føler i dag, at de er landet et o.k. sted.
»Hele forløbet har været kendetegnet af, at alle venner, bekendte, familie og de nærmeste gamle kolleger ligesom er rykket sammen om det.«
»Så midt i, at man går rundt og er vred og frustreret, har al den støtte været virkelig rørende. At der ikke er nogen, der har vendt sig væk,« siger Lars Findsen, tydeligt berørt og viser en sprække i spionchefens facade.
Dén facade, som han erkender, var nødt til at krakelere.
For efter mere end to årtier som en af de mest centrale embedsmænd i landet, har han været nødt til at genopfinde sig selv. Spørge, hvem Lars Findsen overhovedet er nu.
»Jeg ved sgu ikke helt, om jeg har fundet formen endnu. Men jeg kigger på det,« smiler han.
»Jeg har prøvet at have meget fokus på ikke at havne i den grøft, hvor jeg er vred, sur, bitter eller offeragtig. For selvom man synes, at det er skøre ting, der er foregået, har jeg ikke lyst til at blive en mand med en sag,« siger Lars Findsen.
»Så jeg har brug for at få noget god, positiv energi, som kan trække mig væk fra at gå rundt og forbande det andet og de konsekvenser, den tidligere regerings håndtering af sagen har fået for FE.«
»Derfor er jeg også glad for, at jeg kan bruge min faglighed i det private erhvervsliv, men også at jeg med bogen kan lave andre ting, som er lidt anderledes og kreative.«
Spørger man Lars Findsen, hvordan forløbet har forandret ham, beskriver han sig selv som 'mere illusionsløs i forhold til systemet'.
»Og så er jeg måske blevet en lille smule mere hudløs på nogle punkter. Der er lidt kortere vej til, at jeg bliver rørt over noget,« siger han og må blankt erkende, at han er o.k. med den nye version af sig selv.
»Tidligere har jeg nok har været lidt mere teflonagtig i forhold til at skulle færdes i det professionelle system og 'keep up appearances', og jeg tror, at det har gjort mig godt, at slække lidt på det.«
»Der ligger en form for mere nærvær i, at man tager tingene ind lidt mere uden filter, er lidt mere til stede. Og det anser jeg for godt,« smiler Lars Findsen og medgiver, at han endnu ikke er helt i hus.
At den kontrollerede spionchef stadig fylder en del.
»Men,« griner han, »det har været meget værre.«
'Skygger på Silkevejen' er skrevet af Lars Findsen og Jacob Weinrich og er udkommet på Politikens forlag
