Skuespiller Laura Drasbæk har dannet par med filminstruktøren Lasse Spang Olsen i tre år. 

Men parret er endnu ikke flyttet sammen – og bor altså hver for sig. 

Og det er et ganske bevidst valg, fortæller skuespilleren til Billed-Bladet. 

»Det gode ved at bo hver for sig er, at man er alene, når man er alene, og det er vidunderligt. Jeg har et hjem, jeg selv bestemmer over, og jeg behøver ikke at tage hensyn til nogen,« siger hun til mediet. 

Når Laura Drasbæk og Lasse Spang Olsen skal mødes, tager de på besøg hos hinanden – dog sker det oftest, at Drasbæk besøger Spang Olsen, fortæller hun. 

Det skyldes, at han bor større, har ild i pejsen, og at der kan tages gåture i nærliggende skovområder. 

Ifølge Laura Drasbæk giver besøgene noget andet til parforholdet. 

Hun fortæller, at parret er sammen på en anden måde, end det ville være tilfældet, hvis de boede sammen. 

50-årige Laura Drasbæk og 59-årige Lasse Spang Olsen har dannet par i tre år – men det er ikke det første forhold, de to har været i med hinanden. 

I 2019 gik de to fra hinanden efter et otte år langt parforhold. Tre år efter fandt de sammen på ny.