Den tidligere tv-vært Line Baun Danielsen meldte for en uge siden ud, at hun havde fået konstateret brystkræft den 25. juni, på sin ældste søns fødselsdag.
I opslaget, der blev delt på Facebook, fortalte hun samtidig, at hun få uger senere – den 8. juli – blev opereret.
Her fortalte hun, at hun har fået fjernet to ondartede knuder og to lymfer, og at hun undgår kemoterapi.
Det er dog ikke første gang, at den tidligere tv-vært har problemer med helbredet, skriver Se og Hør.
Hun har nemlig tidligere været sygemeldt med stress i et halvt år – og lever også med den kroniske leversygdom PBC.
Ifølge mediet gik Line Baun Danielsen allerede til lægen for fem år siden med bekymringer om brystkræft. Dengang var det heldigvis falsk alarm.
Nu har den tidligere tv-vært i stedet valgt at bruge sit kræftforløb til noget positivt.
»Jeg har besluttet at bruge min situation til noget positivt. Jeg puster nyt liv i min blog ‘På bloggen med Line’, hvor jeg vil dele den viden, jeg har nu indsamlet om brystkræft: Om årsager, behandling, forebyggelse, tanker, frygt og de oplevelser, jeg selv har haft med systemet, på godt og ondt,« skriver Line Baun Danielsen i sit opslag på Facebook.
Her forklarer hun samtidig, at hun er ved at komme ovenpå igen. Hun er nemlig så småt begyndt at træne igen, og arbejder da også på nedsat tid.