Fremtiden er fortsat uvis for Tivolirevyen.

Mandag kom det frem, at Linda P har trukket sig som kreativ chef. Nu reagerer hendes forgænger Lisbet Dahl på komikerens exit og svarer på, om hun har fået et opkald fra Tivoli.

Lisbet Dahl styrede i mange år Cirkusrevyen på Bakken, før hun i 2023 blev hentet ind som kreativ chef for konkurrenterne i Københavns Tivoli.

Det blev imidlertid kun til to revyer, før hun dette år blev erstattet af standup-komiker Linda P.

Lisbeth Dahl da hun i 2023 blev præsenteret som ny revychef i Tivoli.
Lisbeth Dahl da hun i 2023 blev præsenteret som ny revychef i Tivoli. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Nu har Linda P så valgt at sige stop, hvilket betyder, at Tivoli mangler en leder for næste års revy. I den forbindelse har Familie Journalen spurgt Lisbet Dahl, om Tivoli har ringet til hende.

Det siger hun 'nej' til og tilføjer, at hun tænker, at Tivoli formentlig vil prøve noget helt nyt.

Kort efter premieren på revyen i 2024 måtte Lisbet Dahl lade sig sygemelde med en utæt hjerteklap.

Hun fortæller til Familie Journalen, at hun har det godt i dag, men vil derudover ikke svare på, hvad hun rent faktisk ville svare, hvis Tivoli tilbød hende at blive revychef igen.

Lisbet Dahl siger dog:

»Jeg tror ikke, at de ringer. Men uanset om de gør, har jeg ikke tænkt mig at udtale mig om den sag. Og nej, jeg har ikke travlt med noget andet. Jeg laver ikke en fis. Jeg sidder bare herhjemme, men det betyder altså ikke, at jeg er gået på pension. Jeg har bare brug for en stille sommer sammen med familien og de tætte venner.«