Selvom årene har sat sine spor, er smilet i de brune øjne stadig ét, som trækker tråde til dengang, hvor hun dagligt sammen med Bengt Burg samlede én million danskere foran skærmen. Men indeni er noget forandret. Noget, der aldrig bliver det samme igen.
»Det tager lang tid at tilgive sig selv,« siger Maria Hirse med et øjebliks alvor i blikket og fortsætter:
»Straffen i sig selv og at sidde i fængsel var selvfølgelig hårdt, men at det påvirkede de mennesker, jeg elskede, var meget værre.«
Hvor hårdt, vender vi tilbage til. For når 52-årige Maria Hirse sidder på et hotel i København og gennemlever den sværeste tid i sit liv, skyldes det, at den tidligere populære tv-stjerne er aktuel med en ny bog.
'Kvinde værst: Mit liv bag tremmer' hedder den og udkommer i næste uge. Fortæller om afsoningen af den voldsdom, som hun i 2021 blev idømt. Om en verden bag murene, som de færreste kender til.
Hvor vold, overfald og chikane er daglig kost. Hvor medfanger tisser i ens mad, kaster med afføring og, som Maria Hirse tørt og med løftede øjenbryn konstaterer:
»Man aldrig skal stå med ryggen til én, der er ved at koge vand.«
Alt dét, kan du læse mere om i næste uge. Men først et kort resumé af vejen dertil.
Som vært på det populære underholdningsprogram 'Lykkehjulet' blev Maria Hirse som 24-årig hele Danmarks darling, og da hun to år senere blev gift med den 15 år ældre mangemillionær Peter Asschenfeldt – med hvem hun har datteren Victoria – var ikke et øje tørt.
Ægteskabet holdt dog kun i fire år, og i 2001 – samme år som 'Lykkehjulet' snurrede for sidste gang – vendte Maria Hirse hjem til Fyn, uddannede sig til psykoterapeut, blev brevkasseredaktør og forfatter, fandt kærligheden igen og fik sønnen Gabriel.
I 2006 gik parret dog fra hinanden, og bortset fra flere bogudgivelser var der i nogle år stille om Maria Hirse.
Dog kun indtil 2017, hvor hun blev anholdt og sammen med sin daværende kæreste – en tidligere rocker – tiltalt for hæleri og idømt tre måneders betinget fængsel.
11. september 2020 bankede politiet igen på hendes dør.
'Klokken er 9.07, og du er anholdt' sagde de.
Denne gang var tiltalen af en noget anden karakter. Nemlig for hele to gange at have ansporet til vold mod en ekskæreste.
Maria Hirse havde – som dommeren senere udtrykte det – 'lokket unge mænd til både at begå indbrud, forsøg på røveri og vold'. En af dem hendes egen dengang 15-årige søn.
To års ubetinget fængsel var prisen.
Men hvordan – spurgte mange undrende – kom hun overhovedet så langt ud?
»Det har jeg også spurgt mig selv om mange gange,« siger Maria Hirse, som i bogen beskriver, at tankerne om, hvordan hun engang havde haft det hele, men sat alt over styr, også fyldte under afsoningen.
»Jeg var kriminel, omgivet af kriminelle,« lyder erkendelsen.
Hun ønsker ikke at gå i detaljer med forløbet. Derinde gemmer sig for meget mørke, for meget smerte. Men én ting kan hun sige med sikkerhed:
At hendes ensomhed og naivitet i forhold til valg af mænd, førte hende af veje, hun aldrig skulle have gået.
»De var ikke det bedste match. Min dømmekraft lige der har ikke været god,« indrømmer hun og fortsætter:
»Jeg har ikke været nok opmærksom på eller har set signalerne før et stykke hen ad vejen. I hvert fald i det sidste forhold. Jeg ville bare gerne have, at alting skulle fungere for at holde den gode stemning,« forklarer Maria Hirse.
»I dag kan jeg kun beklage og undskylde og er dybt ulykkelig over, at jeg ikke var stærk nok til at stå det igennem og ikke have handlet på det. Men det var jeg ikke, og det kan jeg ikke lave om på.«
»Nu har jeg heldigvis afsonet den straf, jeg fik for det. Så nu må jeg bare lægge det bag mig. Og det synes jeg også, at jeg har gjort ved at skrive bogen.«
»Jeg lukker den kasse. Og nu vil jeg bare se fremad. For det skal ikke have lov til at fylde mere. Det har fyldt rigeligt,« siger hun med et ærgerligt smil.
Men noget fylder stadig indeni Maria Hirse. Skyldfølelsen. Overfor sin familie. Og ikke mindst sønnen Gabriel, som fik en dom på et års betinget fængsel for at have været en af dem, der opsøgte hendes ekskæreste for at få ham til at forstå, at nok var nok.
Hun erkender blankt, at det var helt forkert, at det endte dér. Og fortryder inderligt. Som den voksne og dermed den ansvarlige skulle hun have nægtet dem det.
»Det var en hård én at sluge. Det er kun dig Maria, der har handlet forkert, og nu er du skyld i, at det går ud over dem, du elsker,« siger hun stille. Berørt og med bæven i stemmen.
»Jeg har haft kæmpe skyldfølelse og enorm vrede mod mig selv over psykisk ikke at kunne klare det. Over at min søn følte, at han skulle beskytte mig. At han handlede på grund af et valg, jeg havde truffet ved at være sammen med en mand.«
»Mine børn tilgav mig heldigvis med det samme, for de vidste godt, hvorfor det var, som det var. Men det ændrer jo ikke på, at nu skulle jeg sidde inde bag murene, og de skulle være udenfor uden en mor, fordi jeg handlede forkert,« fortæller Maria Hirse, som levede for de gange, hvor børnene havde lov til at besøge hende i fængslet.
»Men det var hårdt, at jeg ikke måtte røre ved dem. Det er hårdt, når man ser ens børn græde, og man ikke må røre ved dem.«
Endnu har hendes børn – som i dag er henholdsvis 20 og 25 år – ikke læst bogen. Ikke læst, hvor hårdt fængselsopholdet faktisk var.
For under hele sin afsoning kæmpede hun for at skærme dem. Fra den vold, chikane og overfald, der var en del af hendes virkelighed.
Prøvede at fokusere på det sjove.
»Jeg satte som mål, at de ikke skulle mærke, hvor ked af det, jeg var. Eller hvor mørkt jeg nogle gange så det hele. Det skulle de ikke have på deres skuldre også,« siger Maria Hirse, som forestiller sig, at Victoria og Gabriel bliver meget overraskede, når de læser bogen.
»Men jeg tror, at de vil sige, at det er stærkt gået. Og vil være glade for, at jeg sætter fokus på, hvordan vilkårene er i virkeligheden,« lyder vurderingen fra Maria Hirse.
Som også er stolt over, hvordan børnene er kommet helskindede gennem dét, der ubetinget er den største nedtur i hendes liv.
»Jeg synes, at de har klaret det ualmindeligt flot, og det er jeg meget taknemmelig for. For ellers havde det været virkelig svært for mig.«
'Kvinde værst: Mit liv bag tremmer' udkommer på forlaget Peoples Press 30. maj
Læs i næste uge om dødstrusler i fængslet, om at blive alvorligt syg og om at vende tilbage til friheden.
