At have været med til og frontfigur i at indføre nye formater som morgen-tv i Danmark, er én af de ting, der gør ham stolt. Men da han efter ti år vinkede farvel til jobbet, føltes det som at slippe ud af et fængsel.
»Pludselig kunne jeg mærke min frihed,« mindes Michael Meyerheim med et lettelsens suk.
I sin nye erindringsbog 'Ellers ville jeg fortryde' fortæller Michael Meyerheim om, hvordan det populære program blev til.
Om arbejdet i kulissen med at skabe de helt rigtige rammer og ingredienser. Herunder den helt rette partner på skærmen til ham selv. Der som bekendt blev Cecilie Frøkjær. Men ikke uden sværdslag.
Ifølge bogen havde Michael Meyerheim og de øvrige folk bag morgen-tv en anden værtinde i kikkerten, ligesom han i sit eget talkshow for nogle år siden afslørede, at han også havde rettet henvendelse til skuespiller Sidse Babett Knudsen som et emne til jobbet.
Men en insisterende Cecilie Frøkjær – som dengang endnu ikke var færdiguddannet journalist og kun havde tv-erfaring fra sin praktik på TV Midtvest – fik sparket døren ind og overbevist alle om, at hun var den rette til jobbet.
Hvilket han ikke lægger skjul på, at hun var.
2. december 1996 var der premiere på nyskabelsen, som danskerne hurtigt tog til sig og som blev en kæmpesucces. Ikke mindst takket være kemien mellem netop dem.
I ti år dannede de to par på skærmen.
Men pludselig kunne Michael Meyerheim mærke, at det var ved at køre af sporet for ham.
Når vækkeuret hver morgen ringede kl. 04.30, havde han allerede været vågen i flere timer. Kunne ikke falde i søvn igen.
Den lur, som han tog i løbet af dagen, kunne han knap vågne fra.
Han var fraværende, irritabel og tavs, når familien var samlet omkring middagsbordet. Og var præget af træthed, når han efterfølgende forberedte sig på næste morgens program.
Michael Meyerheim var blevet en version af sig selv, som han ikke længere brød sig om.
»Jeg var ikke så syg som de mennesker, der bliver syge af stress, men der var nogle symptomer, som mindede om det. Så der var tilløb til det,« siger Michael Meyerheim og fortsætter:
»Jeg kom ind i en periode, hvor jeg syntes, at den eneste energiudladning, jeg havde, var i de timer, jeg var på tv om morgenen. Resten af dagen var en mørk, grå og trist gelésubstans, jeg gik rundt i.«
Han fornemmede da også, at det kun var et spørgsmål om tid, før også den energiudladning løb tør.
»Når jeg tænker tilbage på de par år, inden jeg stoppede, så burde jeg nok være stoppet lidt før. For jeg havde det ikke særlig rart, når jeg ikke var på.«
»Det påvirkede også familien på den måde, at der gik en far og ægtemand rundt, som bare ikke var særlig munter at være sammen med, og som var endnu mere distræt, end jeg plejede at være,« beskriver han.
En samtale med lægen i foråret 2006 gjorde udslaget. Og 23. juni samme år sendte han morgen-tv for sidste gang og kunne allerede samme aften mærke lettelsen. Føle friheden.
»Det skal ikke gøres dramatisk, og jeg vil ikke gøre mig mere syg, end jeg var. Men der var advarselssignaler, som var vigtige at lytte til, og som jeg så endelig lyttede til.«
»Så jeg lavede heldigvis skiftet, inden det var for sent,« siger Michael Meyerheim, som håber, at andre kan bruge hans erfaring til at undgå at komme for langt ud af stress spiralen.
'Ellers ville jeg fortryde' er netop udkommet på Forlaget 28B
Fik du læst:
