I juli kunne Statens Serum Institut (SSI) melde en trist nyhed ud.
De havde nemlig kortlagt omfanget af homofobi i Danmark i en stor national undersøgelse.
Her kom det frem, at »mere end hver femte dansker mellem 15 og 89 år mener, at sex mellem to personer af samme køn er moralsk uacceptabelt.«
Noget, som sundhedsekspert Michelle Kristensen har talt meget med sin kone, Pernille Wass, om.
Det fortæller hun til B.T., da vi fanger hende på den røde løber til Ternet Ninja 3.
Det er kommet frem, at mange danskere har homofobiske holdninger. Hvad tænker I omkring det?
»Det er noget, vi har snakket ret meget om. Det er noget, der gør mig enormt ked af det,« siger Michelle Kristensen og fortsætter:
»Det er meget den ældre generation, der er fuldstændig gammeldags i deres tankegang omkring, hvordan et parforhold skal være.«
Alligevel er Michelle Kristensen håbefuld for fremtiden.
»Jeg tror på, at ungdommen har meget bedre holdninger og mere åbne hjerter,« fortæller hun til slut.