I en ny serie tjekker B.T. de kendtes forhold til hestekræfter. I denne uge radio- og tv vært Felix Smith, som har været besat af biler siden han var dreng og har sin drømmebil tatoveret på låret, så han altid kan kigge på den.

Mit forhold til biler er…

»Det er meget intenst. Hvis du kigger rundt i min lejlighed, er der Mercedeser i alle kroge, så det er en meget stor interesse og har været min altopslugende fritidsinteresse, siden jeg var helt lille og sad på bagsædet af mine forældres bil ned igennem Tyskland og skrev nummerplader ned på alle Mercedeser på vejen.«

»Så det første jeg gjorde, da jeg blev ansat i Danmarks Radio og fik min første ordentlige månedsløn, var at købe en Mercedes.«

Da jeg tog kørekort…

»Min far boede i Australien, så da jeg var 18 år gammel, tog jeg australsk kørekort i den forkerte side af vejen.«

»Du kunne tage det på tre måneder, skulle ikke til teori, men fik 20 yes or no spørgsmål som du skulle krydse af og aflevere.«

»Så fik du et prøvekort, skulle i tre måneder sidde ved siden af én med kørekort, og så kunne du få et selv.«

»Det var jo meget nemmere, end hvis man skulle tage det her i Danmark, hvor man skulle gå til teori og alle mulige prøver. Men var virkelig dumt.«

»For da jeg kom hjem, troede jeg jo, at jeg bare kunne bytte det om til et dansk, men det kunne man slet ikke. Og så var jeg nødt til at tage det én gang til.«

Min første bil…

»Fik jeg af min mor, da jeg 19 år gammel lige var kommet ud af handelsskolen og troede, at jeg skulle være ejendomsmægler.«

»Jeg fik en læreplads som ejendomsmægler i Hedehusene og var det i et år og fandt ud af, at det nok var det dummeste, jeg nogensinde havde gjort.«

»Men der forærede hun mig sin gamle Mazda 323, som var min første bil.«

Felix Smith foran sin nuværende bil, en Mercedes EQE SUV, som han leaser.
Felix Smith foran sin nuværende bil, en Mercedes EQE SUV, som han leaser. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Min nuværende bil…

»Det er en Mercedes EQE SUV, som er en elbil, som jeg leaser. Det er en stor klods, men jeg kører også meget og kører altid med mange ting, så jeg skal have en stor bil.«

»Og så har jeg min elskede mormor på 93, som bor i Schweiz, så jeg kører så tit, som jeg kan, frem og tilbage for at besøge hende og være sammen med hende.«

Det vildeste, jeg har oplevet i en bil, er…

»Jeg har godt nok haft mange. Men jeg lavede engang en video (som du kan se herunder, red.) for Mercedes med deres øverste designchef i Los Angeles, hvor jeg fik lov til at komme ud og køre i en vision for, hvordan biler er om 100 år. Og den fik jeg lov til at sidde bag rattet på.«

»Jeg har prøvet virkelig mange hurtige biler og kørt på alverdens racerbaner, men at sidde i den og forestille sig, at sådan kører man om 100 år, det var vildt. Det var mindblowing.«

»Man sad og styrede den med én hånd, som man lagde på en plade og vippede frem og tilbage og til siden, for den kunne også køre sidelæns.«

»Batteriet var 100 % komposterbart, så alle elementer kunne du bare smide i skraldespanden. Så det vidner om en teknologi, der er derude, som ikke er klar til masserne endnu. Alt var taget ud af naturen og der var ikke noget, der var farligt eller kemikalier i. Det var en stor oplevelse.«

Min største værkstedsregning…

»Øøøøøh, hvad har det været? Lige siden man opfandt leasing, har det været dét, jeg har brugt. Det har åbnet min verden for, at nu kan jeg skifte bil hvert halve år, hvilket passer utrolig godt til min personlighed og bilinteresse.«

»Men jeg havde i mange år en gammel Mercedes fra starten af 80erne, som jeg kørte i i ti år, og den gik rimelig tit i stykker.«

»Så løbende nåede jeg nok at betale den bil to gange, for jeg insisterede på at køre i en klassisk bil hele året, og det er en dyr fornøjelse.«

»Men jeg kan ikke komme på én decideret regning, der har været voldsom.«

Dummeste fartbøde…

»Jeg tror kun, at jeg har fået én. Det var i en Porsche 911, som jeg havde lånt i nogle måneder og kørte virkelig virkelig forsigtigt.«

»Min ven Martin skulle med på en tur og sad og gejlede mig op. 'Prøv nu lige, det kan ikke være rigtigt, at du skal have sådan en fed bil og så….'.«

»Jeg har altid haft det sådan, at skal jeg køre hurtigt, foregår det på en racerbane, så jeg ikke skal sidde og stresse over, om jeg gør noget, jeg ikke må, eller at jeg kan miste mit kørekort.«

»Men han blev ved, så på en tilkørselsrampe til motorvejen kom jeg til at køre lidt for stærkt og så fik jeg det ene klip, jeg nogensinde har haft. Så det er den dummeste fartbøde, jeg har fået.«

Jeg elsker at køre stærkt, og det var derfor, jeg tog en racerlicens, for nu kan jeg meget nemmere komme ud og køre stærkt. Og som ambassadør for Sportscar Event, kører jeg seks gange om året på en racerbane og får det ud af systemet.«

Når det kommer til parkering, er jeg…

»Total ekspert. Jeg kan parallelparkere i blinde. Men nu har jeg sådan nogle biler, hvor man trykker på en knap, og så kan den selv, så jeg gør det ikke så meget mere.«

»Men jeg elsker at parkere. Og nu hvor jeg er begyndt at tage motorcykelkort, har jeg opdaget, at jeg elsker at gå til teori. At sidde og bare nørde trafikregler? Jeg elsker det virkelig. Jeg er bil-, vej- og trafiknørd. Sådan er det.«

Hver måned koster min bil mig cirka…

»Den koster mig sgu nok 12.000 kroner. Det er en sjat, men jeg kører også meget, og det er noget, jeg interesserer mig for.«

»Det er en stor post i budgettet. Sådan er det. Hvis man vil være sammen med mig, så må man acceptere, at der bliver brugt mange penge på biler.«

Felix Smith har drømmebilen tatoveret på det ene lår.
Felix Smith har drømmebilen tatoveret på det ene lår. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Min drømmebil…

»Det er en Mercedes SL. Mågevingen, som jeg har en model af på hylden.«

»Hvis jeg havde ubegrænsede midler kunne jeg godt være én, der ikke bare havde en, men insisterede på at køre i den hver dag. Selvom den er umulig at komme ind og ud af, og går i stykker hele tiden.«

»Jeg ville bruge den i snevejr og regnvejr, og så ville jeg bare køre den på værksted en gang om ugen for at sørge for, at den blev holdt ved lige.«

»Det er DRØMMEN. Jeg har den tatoveret på mit lår også, så jeg kan kigge på den hele tiden. Det er den eneste bil, jeg har tatovering af.«

Læs også: