Knap tre uger efter hans tragiske død deler Peter Lund Madsens efterladte familie nu et gribende opslag på Facebook, hvor de sætter ord på deres sorg og savn efter hjerneforskeren. 

Peter Lund Madsen blev bisat 22. august fra Jesuskirken i Valby og efterfølgende begravet på Frederiksberg Kirkegård.

»Peter var den mest rummelige, søde og rare ægtemand, far, bror, onkel, svoger, kollega og ven man kan ønske sig. Vi savner ham allesammen helt ind i vores skeletter. Der er i den grad blevet stille i verden, nu da Peter er væk, og vi er stadig i chok og sorg,« står der blandt andet.

Hjerneforskeren døde 10. august, efter han fik et ildebefindende under en cykeltur fra sit sommerhus på Sejerø. 

En forbipasserende cyklist fandt Peter Lund Madsen under et elmetræ, men desværre stod hans liv ikke til at redde, selvom både cyklisten og beredskabet hurtigt ydede assistance, som familien beskriver det.

Han blev efterfølgende fløjet til Rigshospitalet, hvor familien tog den sidste afsked.

»Han lå der helt stille og fredfyldt og med et lille, underfundigt smil på læben,« står der i opslaget.

Familien har fået oplyst at dødsårsagen var 'en akut hjertefejl som følge af svær forkalkning i kranspulsåren'.

Familien sender desuden en stor tak til alle dem, der har sendt kærlige beskeder, og til præsten Sørine Godtfredsen, der forestod bisættelsesceremonien.

Hele Danmark lærte Peter Lund Madsen at kende som 'Hjerne-Madsen', da han i 1998 brød igennem på tv-skærmen. 

Med sin unikke evne gjorde han komplekse emner om hjernen letforståelige for alle. Udover tv-karrieren udvidede han sin folkelige appel med radio, bøger og teater – ofte i tæt samarbejde med sin bror, Anders Lund Madsen.

Indtil sin død var han desuden vært på det populære P1-program 'Hjernekassen', der sidst udkom ugen før hans tragiske bortgang.

Også broren har sat ord på tabet af 'Hjerne-Madsens' død, som han beskriver som »den perfekte død«. Det kan du læse mere om HER.

Peter Lund Madsen efterlader sig sin hustru Rinette Lund Madsen og to voksne sønner.