Musikproducer og tidligere 'X Factor'-dommer Remee Jackman har fået betinget frakendt sit kørekort i tre år.
Det står klart, efter han onsdag før middag har været i Københavns Byret.
Det skriver Se & Hør, der er til stede i retten.
Her erkendte Remee Jackman selv, at han havde kørt 20 kilometer for stærkt i timen i sin BMW dengang for tre år tilbage, og dommen lyder nu, at han skal generhverve sit kørekort indenfor et halvt år.
Remee må dog stadig føre bil, men han må ikke begå nye fartovertrædelser og lignende de næste tre år.
Han er blevet fritaget fra at betale både bøde og sagsomkostninger i sagen.
Remee fik også i sommeren 2021 en betinget frakendelse af sit kørekort, men har altså siden fået de famøse tre klip for at bryde færdselsloven, hvilket således sendte ham i retten onsdag med risiko for at miste kørekortet.
Den 50-årige tidligere 'X Factor'-dommer understregede dog under den godt halve time, retssagen varede, at han havde lært af sine fejl, og at han som delefar havde brug for sin bil.