Læge, psykiater og tv-personlighed Peter Lund Madsen er død i en alder af 65 år, oplyste hans familie til Ritzau mandag.
Tv-vært Sarah Grünewald arbejdede for nylig sammen med Lund Madsen og reagerer nu på det pludselige dødsfald.
»Jeg er virkelig ked af det, og det gør mig så ondt på hans families vegne,« siger hun til B.T.
Grünewald og Peter Lund Madsen var kolleger i TV 2-programmet 'Spillet', der blev sendt i foråret.
Sammen kommenterede de deltagernes gøren og laden i programmet, og Sarah Grünewald oplevede Peter Lund Madsen som et ganske særligt og ikke mindst ærligt menneske.
»Han var sådan et vidunderligt menneske,« siger hun og tilføjer:
»Jeg kender ham jo kun fra 'Spillet', men han var bare ekstremt behageligt selskab, super ærlig og et virkelig vidunderligt menneske,« siger Sarah Günewald.
Peter Lund Madsen var på vej på cykel fra Havnsø til København, da han tilsyneladende fik et ildebefindende.
Forbipasserende fandt ham i vejkanten og alarmerede politiet. Han blev fløjet til Rigshospitalet, men var død ved ankomsten.