Thomas Blachman er overmåde begejstret for sin nye kollega i 'X Factor'.
Efter tre sæsoner erstatter Benjamin Hav nemlig Simon Kvamm i dommertrioen – og den udskiftning bifalder veteranen ved bordet.
»Super respekt for Simon, for Simon gjorde også, at vi også kan tiltrække store navne til det her format,« indvender Thomas Blachman dog først.
Men han kan alligevel ikke dy sig for også at lange ud efter sin tidligere dommerkollega.
»Men Simon forlod også formatet i håbet om at shine lidt: 'Nu går 'X Factor' nedenom og hjem, hvad skal vi gøre uden ham?',« påstår Thomas Blachman.
»Men med et hug røg hugormen tilbage til heden altså! Alt er glemt,« siger Blachman med reference til Simon Kvamms band Hugorm, som musikeren trak sig fra 'X Factor' for blandt andet at fokusere på.
Simon Kvamm er glemt nu?
»Nej, nej, tak fordi, du kom, Simon, men du skal ikke tro, du kan hive gulvtæppet væk under os andre eller formatet,« slår Thomas Blachman fast.
Simon Kvamm har ikke ønsket at kommentere sagen.
Men med Benjamin Hav som ny dommer i 'X Factor', mener Thomas Blachman altså tydeligt, det kan ses, at TV 2-formatet lever videre i bedste velgående – selv om han påstår, at Simon Kvamm havde håbet at programmet ville falde uden ham.