Det blev noget af en udmelding, da Vibeke Lentz tirsdag kunne fortælle, at hun ikke længere danner par med Dan Jørgensen.
For ikke nok med, at det toårige forhold nu er forbi, så har den 43-årige model også fundet kærligheden hos en ny.
Til B.T. fortæller Vibeke Lentz, at der er tale om en gammel ven, som hun nu er sammen med.
»Jeg er blevet kæreste med Søren Strange Lentz, som er en gammel ven. Og no worries – jeg er ret sikker på, at han ikke er min fætter, men vi har da lige sendt en dna-test afsted for en sikkerheds skyld,« lød det glad.
Søren Strange Lentz fortæller om sig selv på Instagram, at han er designer og på hans LinkedIn lyder det, at han er uddannet fra to forskellige designskoler.
I en ny udtalelse til B.T. fortæller Vibeke Lentz lidt mere om forholdet, selvom hun gerne vil holde det meste af kærligheden for sig selv.
»Jeg kan ikke sige andet, end at vi er meget glade og meget forelskede. Søren er den sødeste og mest omsorgsfulde mand,« lyder det glad.
Vibeke og Søren Lentz har da også allerede delt flere videoer med hinanden på de sociale medier, hvor de laver forskellige aktiviteter sammen.
Du kan læse mere om afslutningen på Vibeke Lentz og Dan Jørgensens forhold her.