Det var ikke til at tro for Victoria Kjær Theilvig fra Herlev, da hun endelig stod med kronen og kunne kalde sig Miss Universe 2024. 

Men ikke nok med, at hun fik sat fokus på sin mærkesag om dyrevelfærd, sine vikingerødder og Danmark, så kom sejren også med en stor præmie. 

Ifølge flere udenlandske medier, der dækker konkurrencen tæt, så er det ret lukrativt at vinde Miss Universe. 

Det gælder ikke mindst den årsløn på 250.000 dollar, svarende til over 1,7 millioner kroner, som vinderen får betalt for det arbejde, hun udfører i løbet af sin regeringstid som Miss Universe. 

Derudover lyder det, at vinderen får stillet en luksuslejlighed til rådighed i New York City, hvor hun kan bo, mens hun er vinder.

Alle rejseudgifter i forbindelse med arbejdet som Miss Universe bliver også betalt.

Allerede mandag er danske Victoria Kjær Theilvig rejst med privatfly fra konkurrencen til Florida, hvor hun allerede nu trækker i arbejdstøjet.

En del af arbejdstøjet er også en krone, der angiveligt er omkring 5,5 millioner dollar værd. Kronen er lavet med flere tusinde diamanter og safirer, der kaldes 'Den gode kraft'. 

Den får hun dog ikke lov til at beholde. 

Victoria Kjær Theilvig er den første dansker, der nogensinde har vundet konkurrencen.

Derudover er hun den første blonde vinder i 20 år. 

Faktisk er det at vinde så stort, at en tidligere skønhedsdronning har udtalt, at Victoria Kjær Theilvig vil kunne leve af det resten af livet. Det kan du læse mere om HER