Fredag måtte 3.000 afgangselever i Aarhus fejre sidste skoledag uden alkohol for første gang. I hvert fald den del af dagen, som foregik i de officielle rammer.
Det er et nyt initiativ fra Aarhus Kommune, der skal sætte fokus på de unges drukvaner.
Endelig, må man sige. Lad ideen brede sig i hele landet.
Det er på tide, at vi tager et hårdt greb om et alvorligt samfundsproblem, som vi alt for længe har holdt ud i strakt arm. Unges alkoholvaner.
Vi ved det alle sammen. Danske unge drikker tidligt, og de drikker meget. Vores unge vinder ofte prisen som europæiske mestre i druk.
Mange steder er det stadig kutyme, at unge i 9. og 10. klasse kan drikke sig fra sans og samling på sidste skoledag. Tillykke, du er færdig med at gå i skole, her er en fest, hvor du kan bunde Mokai og Bacardi Breezere.
Signalet er på mange måder himmelråbende, når man ved, at unge er særligt udsatte for skadevirkningerne af alkohol, da deres hjerner ikke er færdigudviklet.
Fredag klokken 16 sluttede det officielle arrangement i Aarhus, og mon ikke de unge, der har lyst til at drikke sig en tur i hegnet, har gjort det alligevel. Måske endda til fester arrangeret af forældre.
For sådan er vi danskere stadigvæk, viser statistikkerne. Alkohol er en naturlig del af vores liv, og vi er ikke bange for at drikke igennem. Men skal vi virkelig lære vores børn og unge, at alkohol er nødvendigt for at have det sjovt? Nej.
Det er ikke nok, at kommunen går forrest, men det er et skridt på vejen. Vi har som samfund en kæmpe opgave med at ændre vores alkoholkultur, og det er oplagt at begynde med de unge, der tager mest skade af at drikke for meget.
De har i mange år haft det sjovt med at være sammen uden alkohol, hvorfor skal de i en alder af 15-16 år introduceres til øl, vin og vodka til arrangementer planlagt af kommuner og forældre?
Det kræver ikke lovgivning, men sund fornuft og en kulturændring, der starter med at voksne tager ansvar. Aarhus Kommune er gået forrest, lad os andre følge trop.