Det kommer ikke for alvor til at gøre ondt på den socialdemokratiske regering, at den måtte rykke lidt rundt på stolene fredag.
Det løser faktisk nogle problemer. Men ministerrokaden er et tegn på, at undtagelsestilstanden i dansk politik er ophævet. Coronakrisen er slut, og nu skal regeringen mindes om, hvordan hverdagen plejede at være.
Samtidig fik Enhedslisten brændt noget politisk kapital af på fyringen af transportministeren. Det styrker godt nok partiets profil på det grønne område, men også dét er næsten af gøre regeringen en tjeneste, for den trænger også til at styrke den grønne profil.
Det lignede politisk teater, da der i løbet af ugen opstod et politisk pres på den nu tidligere transportminister Benny Engelbrecht. Ministeren havde markedsført den store infrastrukturaftale som CO₂-neutral og havde samtidig ikke givet adgang til nogle usikre og på lange stræk usammenlignelige beregninger af CO₂-belastningen af aftalen. Det var et oversalg af aftalen og en underinformering af partierne. Engelbrecht blevet simpelthen taget i at tegne uden for stregerne.
Samtidig må man sige, at man skal være ualmindeligt naiv for at tro, at en infrastrukturaftale til 160 milliarder kroner kan være CO₂-neutral. Jeg nægter at tro på, at Enhedslisten på noget tidspunkt har troet på, at det skulle være tilfældet.
Og sandheden er, at hvis de havde insisteret på, at regeringen skulle levere de ønskede CO₂-beregninger, så havde de fået dem. Hverken regeringen eller de øvrige støttepartier kunne have levet med en aftale, hvor Enhedslisten ikke ville være med på grund af manglende klimaberegninger.
Sagen omkring transportministeren accelererede på mange måder for hurtigt. Der har været stribevis af eksempler på, at forskellige partier har været dybt frustrerede over regeringens evne til at putte med papirerne.
Ligeledes har regeringen fået kritik for at levere beslutningsgrundlag så sent inden både pressemøder og forhandlingsmøder, at ingen kan nå at læse dem, før de afgørende spørgsmål skal stilles, eller de endelige forhandlinger skal forløbe.
Det er der al mulig grund til at kritisere. Og det kunne man have gjort på mange måder. Det hører med til historien, at man sagtens i det konkrete tilfælde kunne have givet ministeren en næse. Faktisk kan man endda sige, at der burde have været en næse før en fyring.
Det handler altså ikke kun om tilbageholdte tal. Det handler heller ikke kun om indflydelse til Enhedslisten i kommende forhandlinger. Eller kun om klimadagsordenen. Ej heller kun om partiernes mulighed for at træffe oplyste valg og i øvrigt føre kontrol med regeringens arbejde.
Det handler om det hele. Og det handler også om, at Enhedslisten forlanger at blive behandlet med større respekt. Ikke mindst på de dagsordner, som er vigtigst for støttepartiet.
Regeringen har i to år kunnet kontrollere stort set alle processer og beslutninger igennem coronakrisen. Og Enhedslisten har stået last og brast med regeringen gennem det hele. Nu har det hjælpsomme støtteparti pakket håndspritten væk og mindet regeringen om, at undtagelsestilstanden i dansk politik er ophævet.
Benny Engelbrecht faldt på en sag, der normalt ikke vælter en minister. Men den grønne dagsorden er den nye superdagsorden i dansk politik, som kan flytte vælgere.
Pyt med at vælgerne ikke kommer til at kunne huske det konkrete indhold i denne sag. De vil kunne huske, at Enhedslisten satte foden ned og kæmpede for den grønne dagsorden. Og de vil glemme alt om det politiske teater.
Statsministeren har roligt ladet dramaet udfolde sig. Hun får ovenikøbet flere gevinster med på vejen: Enhedslisten har brugt politisk kapital, hun har fået rokeret en problemminister – Trine Bramsen – et andet sted hen, belønnet en tro væbner – Jeppe Bruus – med en ministerpost og placeret en driftsikker minister – Morten Bødskov – på et problematisk område.
Samtidig får hun sendt et klart signal til sine egne om, at hun skam støtter alle sine ministre – også dem, støttepartierne fyrer. Ikke så ringe endda.
Ugens forfremmet væk
Statsministeren er loyal over for dem, der er loyale over for hende. Det er et glimrende karaktertræk. Det er til gengæld mindre godt, hvis det bliver så fundamentalistisk, at det betyder, at chefen for det hele vil foretrække en udygtig loyalist fremfor en dygtig skeptiker på en ministerpost.
Med ugens rokade flytter statsministeren Trine Bramsen fra Forsvarsministeriet til Transportministeriet, tilføjer ligestillingsminister-titlen og lader Bramsen indtræde i regeringens økonomiudvalg. Det kan ligne den klassiske manøvre med at forfremme et problem væk.
Men man skal bare huske, at ligestilling ikke længere bør betragtes som rengøring med søsters hånd. Det er en sprængfarlig politisk dagsorden, som ikke mindst Socialdemokratiet har haft svært ved at finde den rigtige tilgang til i de seneste år. Og kun en tåbe frygter ikke samarbejdet med Folketingets transportordførere.
Ugens opportunistiske
Da det stod klart, at Enhedslisten havde gjort det beskidte arbejde med at vælte Benny Engelbrecht som transportminister, greb den radikale leder, Sofie Carsten Nielsen, muligheden for at bruge fyringen som en platform til at affyre egne politiske budskaber.
Hun slog endnu en gang på tromme for, at den næste regering skal være bred. Ifølge hende er det et problem, at der ikke internt i regeringen bliver stillet nok kritiske spørgsmål. Enhver, der har kendskab til et regeringssamarbejde med De Radikale, ved, at det er det lille, magenta-farvede parti irriterende dygtige til.
Og hun har ret i, at det er alt for nemt for en etpartiregering at blive enige med sig selv. Også om at skjule tal og beregninger. Problemet er, at enhver kan se, at det for De Radikale handler om, at de gerne vil i regering. Og det trækker troværdighed fra den ellers rigtige pointe.
Ugens hemmelige
Mens den afgående transportminister måtte rykke ud af Transportministeriet efter et forløb, der handlede om skjulte tal for CO₂-belastningen af den seneste infrastrukturaftale, kom det frem, at også skatteminister Morten Bødskov ikke lige havde fået fortalt om nogle andre tal om CO₂.
Han har udeladt kritiske tal om hybrid-plug-in-biler i sine svar til Folketinget. Det er en ualmindelig uheldig timing, for det bidrager til det samlede billede af en regering, som kontrollerer informationsflowet i en sådan grad, så det nogle gange bliver direkte misvisende. Men det afslører også, at det folketing, der skal føre kontrol med regeringens arbejde, har meget vanskelige vilkår for at løse opgaven.
