»Holdningerne vil stadig være der, så et forbud gavner overhovedet ikke. Tværtimod.«
Sådan lyder det fra den tidligere leder af Kaldet til Islam, Yaqoub Ali, efter at flere partier i juli måned meldte sig klar til at forsøge at forbyde den islamiske organisation Hizb ut-Tahrir.
De politiske udmeldinger kom blandt andet i kølvandet på B.T.s afsløring af et fremtrædende Hizb ut-Tahrir-medlems dobbeltliv.
Fra Socialdemokratiets Lea Wermelin lød det, at: »Hizb ut-Tahrir er en dybt problematisk organisation, der modarbejder vores demokrati og værdier. Det er Socialdemokratiets klare holdning, at Hizb ut-Tahrir skal opløses, hvis det overhovedet er juridisk muligt.«
Men ifølge Ali, der i dag er debattør og forfatter, vil den eneste reelle konsekvens af et forbud være, at Hizb ut-Tahrir skal skifte navn.
Noget, der ligefrem kan gavne organisationen, lyder det fra Ali:
»Folk vil være nysgerrige på hvad 'det nye' er. Og Hizb ut-Tahrir vil kunne bruge hetzen mod dem til at rekruttere nye medlemmer og sige: 'Se selv, det her med liberale frihedsværdier og religionsfrihed det gælder ikke muslimer!' Den mulighed vil jeg ikke give dem.«
Han fortsætter: »Og så er der ikke noget, islamister ønsker sig mere end en martyrposition. Det er lige præcis det, man giver dem, hvis man forbyder dem.«
Yaqoub Ali har selv en fortid hos Hizb ut-Tahrir og som tidligere leder af Kaldet til Islam, har han et indgående kendskab til de holdninger, der eksisterer i de ekstreme islamiske miljøer i Danmark.
Og lige præcis derfor vurderer han, at det vil være farligere at tvinge dem til at arbejde i mørket.
»Jeg er tilhænger af, at vi skal kunne se og genkende idioterne.«
Men hvis ikke et forbud, hvad så?
Lyt til fredagens afsnit af B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid, hvor B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, tager diskussionen med Yaqoub Ali.
Lyt i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke ‘lyt’ herunder: