»Jeg oplevede en gruppe af indvandrere, der tilfældigvis havde meget enslydende historier om, hvordan de eksempelvis var faldet i en brønd.«

»Jeg har også oplevet indvandrere, der nægtede praktik, hvor der var svinekød eller alkohol. Og Jeg måtte droppe flere tolke, fordi jeg simpelthen var i tvivl, om jeg kunne stole på tolkningen.«

Sådan lyder det fra Lotte Kofoed, der er rådmand for Socialistisk Folkeparti på Frederiksberg og tidligere sagsbehandler, i kølvandet på B.T.s historier om en overrepræsentation af ikkevestlige indvandrere på førtidspension i mange kommuner.

Lotte Kofoed har tidligere tildelt førtidspensioner i både Københavns Kommune og Høje-Taastrup Kommune, og i mandagens afsnit af B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid, fortæller hun om den store afmagt og frustration, hun oplevede i mødet mellem ikkevestlige indvandrere og det danske førtidspensionssystem:

»Der er bare en gruppe, der har været igennem alle de her dyre integrationstilbud. De har også været på sprogkursus og måtte opgive, fordi der ikke skete en dyt.«

Hun fortsætter: »Nogle gange så havde man bare lyst til at råbe: 'Nu tager vi os allesammen sammen, Soleima!' Men til sidst giver man bare op.«

Når Lotte Kofoed kigger tilbage på de gange, hun selv gav efter, fortæller hun, at hun har det »virkelig dårligt med det.«

Hun fortæller: »Jeg synes, at det er forfærdeligt at tænke på. Jeg ved ikke, hvor de her mennesker er nu. Jeg kan kun forestille mig, at de - især kvinderne - sidder derhjemme og ikke har et særligt fedt liv. Det synes jeg er sindssygt.«

I 2022 stoppede Lotte Kofoed (SF) som sagsbehandler. En beslutning hun var lettet over, men som stadig giver hende ondt i maven, når hun tænker på de mange mænd og kvinder, hun - i ren afmagt - har indstillet til en livslang ydelse. 
I 2022 stoppede Lotte Kofoed (SF) som sagsbehandler. En beslutning hun var lettet over, men som stadig giver hende ondt i maven, når hun tænker på de mange mænd og kvinder, hun - i ren afmagt - har indstillet til en livslang ydelse.  Foto: Pressefoto, Socialistisk Folkeparti
Vis mere

For Kofoed er det dog vigtig ikke kun at pege fingre ad ikkevestlige indvandrere men også ad et system, »der simpelthen ikke fungerer.«

Konkret peger hun på, at venstrefløjens manglende svar på problemstillingen har givet opbakning til højrefløjstiltag som obligatoriske samtaler om repatriering - altså samtaler om muligheden for at rejse hjem til sit hjemland mod et engangsbeløb.

Ifølge Lotte Kofoed virker et sådan tiltag nemlig konfliktoptrappende i en grad, som sagsbehandlerne ikke er klædt godt nok på til.

»To gange i løbet af mit arbejdsliv har jeg været nødt til at aktivere en alarm, fordi folk reagerede så voldsomt. Og det var begge gange under samtaler om repatriering.«

Har været 'mega bange' 

Lotte Kofoed har fortalt til B.T. at hun længe har taget tilløb til at komme med en kritik af systemet og sin egen fløjs »berøringsangst over for kulturelle forskelle.«

»Jeg har været en kujon [...] Jeg har været mega bange for at blive stemplet som racist. For der har ikke været plads til en nuanceret samtale om det her.«

I studiet i mandagens afsnit af Borgerlig Tabloid er også Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører, Frederik Vad, der i Folketinget slår på tromme for en stram udlændingepolitik.  

Af samme årsag har Lotte Kofoed også udtrykt en bekymring for at »blive sat i bås« med ham.

Til det svarer Frederik Vad:

»Jeg er selv nået til den erkendelse, at der ikke findes nogen pæn måde at tage den her debat på. Og derfor tror jeg, at hvis man fokuserer alt for meget på, at man ikke vil blive placeret i en boks sammen med nogle ‘onde’ mennesker, så kommer man til at binde så mange knuder på sin egen tunge, at det hele når at løbe ud i sandet, før det for alvor kommer i gang.«

Hør diskussionen i mandagens afsnit af Borgerlig Tabloid på B.T.s YouTube-kanal, i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke ‘lyt