Så gik den ikke længere.
De sidste 21 år har regnskaberne i Freeway-koncernen, der er ejet af Morten Wagner Jr. og Morten Wagner Sr. præsteret det ene overskud efter det andet.
Nu er tallene på bundlinjen røde.
Det fremgår af koncernens netop offentliggjorte regnskab, skriver Finans.
Morten Wagner Sr.s datter, Mia Wagner, der er kendt fra Løvens Hule og sin korte tid som digitaliserings- og ligestillingsminister, har tidligere været direktør i koncernen, der nu kan præsentere et underskud på 4 millioner kroner i 2023.
Ifølge Finans er årsagen til det negative resultat, at koncernen har nedskrevet tilgodehavender for mere end 3 millioner kroner, og givet tilskud til sine tilknyttede virksomheder på 15,5 millioner kroner.
Koncernen selv er da heller ikke tilfreds, og kalder selv resultatet for »mindre tilfredsstillende.«
Hjemmesiderne Dating.dk, Single.dk, Findroommate.dk og restaurantkæden 42Raw er alle en del af Freeway-koncernen som blev stiftet af Mia Wagners far, Morten Wagner Sr.