På blot to år er der i den grad sket noget af en udvikling i erhvervslivet i Odense og på resten af Fyn.

Halvdelen af de fynske virksomheder er nemlig for alvor hoppet med på den grønne bølge og har integreret bæredygtighed som en del af deres forretning. Og sådan så det bestemt ikke ud for bare to år siden.

Det skriver Erhvervshus Fyn i en pressemeddelelse.

I 2020 arbejdede to tredjedele af alle virksomheder på Fyn slet ikke med bæredygtighed, men nu er det altså hver anden virksomhed på Fyn, der arbejder aktivt med bæredygtighed.

»Det er utroligt positivt at iagttage den udvikling, der accelererer rigtig hurtigt lige nu i det fynske erhvervsliv, hvad angår bæredygtighed,« siger Kenneth Muus, der er formand for Erhvervshus Fyn.

Udviklingen kan blandt andet skyldes, at virksomhedernes kunder i højere grad også går op i og opsøger bæredygtige løsninger. I hvert fald viser Erhvervshus Fyns undersøgelse at bæredygtighed er blevet stadig vigtigere for virksomhedernes kunder.

Kun 12 procent af virksomhederne oplever, at bæredygtighed ikke er vigtigt for deres kundegruppe. Under en fjerdedel mener ikke, at kunderne er villige til at betale for bæredygtighed.

For to år siden lå den andel på 34 procent af virksomhederne, der så prisen som en barriere for deres kunder.