En af giganterne på den danske madscene, Jan Restorff fra Søllerød Kro, er død.
Han blev 57 år og døde søndag på Frederiksberg Hospice efter længere tids sygdom.
Det bekræfter hans kone, Kira Restorff, over for B.T.
Jan Restorff nåede at være det helt centrale omdrejningspunkt og gæsternes omsorgsfulde vært gennem 26 år på kroen med det tårnhøje gastronomiske niveau i Nordsjælland.
Han blev især ofte hyldet for sin legendariske evne til at aflæse og hygge jovialt om hver enkelt gæst.
»Restaurantchef, direktør, daglig leder, nej lad være med at kalde mig det. Jeg er opvarter, og det er jeg stolt af,« forklarede han selv for en halv snes år siden i et portrætinterview i Berlingske.
Da nyheden om Jan Restorffs død mandag begyndte at sprede sig på nettet, startede en sand strøm af hyldende mindeord for den populære færing.
Eksempelvis fra madskribenten Jesper Uhrup Jensen på Instagram:
»Han elskede at servicere, og derfor var han så utrolig god til det, han omfavnede gæsten og fik enhver til at føle sig som æresgæst på kroen.«
»Tjenerfagets svøbe er, at mange unge synes, der er noget underdog-agtigt i at betjene andre. Jan satte en ære i at betjene og opvarte.«
»Han blev en institution indenfor faget, han fik kultstatus, og de heldige, der har arbejdet under ham tog Jans perfektion med sig videre,« skriver Jesper Uhrup Jensen blandt andet.
Familien har endnu ikke taget stilling til de nærmere detaljer i forbindelse med bisættelsen af Jan Restorff, men efter hans eget ønske vil hans jordiske rester blive delt mellem Færøerne og Danmark.
Søllerød Kro har under Jan Restorffs kyndige ledelse 18 år i træk kunnet smykke sig med en stjerne i den berømte madguide Michelin. Det gentog sig senest i juni i år.