Tv-serien 'Danefæ' med Lene Maria Christensen og Anders W. Berthelsen i hovedrollerne har været et stort seerhit for TV 2 de seneste måneder, ligesom serien samtidig har væltet sig i stjerner fra anmelderne.
Betyder det så, at vi kan forvente endnu en sæson med arkæologparret?
Det spørgsmål bliver snart afgjort, oplyser seriens manuskriptforfatter Lars K. Andersen til B.T.
'Vi, det er Uma Film og mig, skal tale sammen med TV 2, som vi har et godt samarbejde med, og så finder vi ud af, hvad der sker,' skriver manuskriptforfatteren i en besked til B.T.
Han oplyser samtidig, at beslutningen om seriens fremtid bliver truffet i august, men af hensyn til det videre forløb, kan han på nuværende tidspunkt ikke fortælle mere.
Serien 'Danefæ' følger arkæologparret Ester og Michael, hvis ægteskab bliver sat gevaldigt på prøve, da Ester gør et utroligt fund af et skelet.
Mens Michael i mange år har været feteret direktør for Nationalmuseet, har Ester været menig arkæolog i den lille by Ladby på Fyn - og det spektakulære fund udløser ikke bare en faglig magtkamp parret imellem, men stiller også spørgsmålstegn ved selve Danmarkshistorien.
Tv-serien er blevet så populær, at det også har haft en betydning for de museer, der omtales og vises i serien.
Vikingemuseet i Ladby har eksempelvis oplevet besøgsvækst efter serien er blevet vist, fortæller afdelingslederen for museet Claus Frederik Sørensen til Fyens.dk
På samme måde har 'Kongernes Jelling' også oplevet en tilvækst i besøgende, skriver TV 2 Syd.
Du kan læse B.T.'s anmeldelse af serien her.