Med annonceringen af nye satireprogrammer på DR kunne fans af 'Tæt på sandheden' måske frygte, at det var slut med det populære nyheds- og satireprogram.
I en pressemeddelelse fra DR stod det nemlig klart, at man vil udkomme med formatet 'Gæt på sandheden', der skal være et quiz og satireprogram, der i titlen i den grad læner sig op af 'Tæt på sandheden'.
Det er også de samme folk, der skal stå bag programmet.
Jonatan Spang har været sygemeldt siden april, og der har derfor været usikkerhed om, hvorvidt programmet 'Tæt på sandheden' ville vende retur, og om det mon blev med komikeren.
Men til Se og Hør bekræfter DR, at programmet vender tilbage, og at de regner med, at Jonatan Spang skal være vært på det.
»Planen er, at Jonatan Spang er tilbage i 2025, og det er det, vi går med og regner med. Det er fuldstændig planen,« fortæller Lasse Bjørch, der er redaktør på programmerne.
Ifølge ham skulle programmet vende tilbage i starten af det nye år, og det vil ifølge redaktøren ikke blive et problem, at folkene bag programmet også laver 'Gæt på sandheden'.
Det skal nemlig ikke køre i samme uge.
B.T. forsøger at få en kommentar fra Jonatan Spang om udmeldingen fra DR.