Tidligere onsdag meddelte Nanna Øland, der også går under kunstnernavnet Oh Land, at hun af personlige årsager må trække sig som dommer i den kommende sæsons 'X Factor'.
Nu reagerer hendes helt nye meddommer på den overraskende melding.
'Jeg kommer til at savne Nannas fantastiske energi! Hun er et kæmpe Mount Everest af optur og empati,' lyder det fra Benjamin Hav i en skriftlig kommentar til B.T.
'Omvendt ser jeg frem til at arbejde med Drew og hendes crew,' tilføjer han med henvisning til, at TV 2 har annonceret sangerinden Drew Sycamore som ny 'X Factor'-dommer i Oh Lands fravær.
Tidligere på dagen reagerede også 'X Factor'-vært Maria Fantino på Oh Lands pludselige exit fra det populære TV 2-program.
'Jeg kommer til at savne Nanna i denne sæson, hun er en stor del af 'X Factor',' lyder det i en skriftlig kommentar til B.T.
'Samtidig glæder jeg mig meget til at byde Drew Sycamore hjerteligt velkommen og til at arbejde sammen med hende,' skriver hun videre
Det er under en måned siden, at TV 2 præsenterede den nye dommertrio, som altså bestod af Oh Land, Thomas Blachman og den nye dommer Benjamin Hav.
Men Oh Land er blevet nødt til at sætte alt på pause.
'Jeg har virkelig glædet mig - og set frem til endnu en sæson af ’X Factor’, men nogle gange kalder livet på, at man sætter alt på pause. Det er dér jeg er lige nu,' skrev Oh Land i et opslag på instagram onsdag.
'Jeg har brug for ro omkring mig. Derfor bliver den kommende sæson, af personlige årsager, desværre uden mig. Jeg ønsker alt det bedste for ’X Factor’ og hele det fantastiske hold,' lød det videre.
Den kommende sæson af 'X Factor' har premiere i det nye år.