Hun anede ikke, hvem han var, og havde ikke set 'Hotel Romantik'. Hun svarede end ikke på hans første besked.

Men før Gitte Kirkegaard fra Sæby vidste af det, sad hun på terrassen og kyssede med 'Hotel Romantik'-stjernen Steen Frank.

»Da han stod ud af bilen, var det som om lynet slog ned i mig. Ham der – det er min mand! Og han havde det heldigvis på samme måde. Efter tre-fire minutter sad vi og kyssede på hinanden. Det var dejligt,« siger hun til B.T.

Kemien var så stærk, at de hurtigt opdagede små, pudsige skæbnetræk: Begge har døtre, der hedder Trine og Rikke – og hvis hans yngste datter var født ti minutter senere, ville de have fødselsdag samme dag.

»Han er min soulmate,« siger hun, men at hende og Steen skulle ende sammen, havde hun ellers først svært ved at forestille sig.

»Jeg havde været igennem et langt ægteskab og en hård, opslidende skilsmisse sidste sommer – så jeg havde opgivet. Der var mange frøer, men ikke rigtig nogen prinser,« siger hun.

Længe havde hun kæmpet i et minefelt på datingsiderne:

»Folk var ikke, hvad de gav sig ud for. Mange mænd i aldersgruppen 55-70 år ville bare knalde med en. Jeg gad ikke mere og havde sagt til min datter, at jeg ville leve alene.«

Så da Steen Frank første gang skrev til hende på Tinder, lod hun ham hænge.

»Han skrev: ‘Du har et virkelig smukt og har et dejligt smil. Vil du sige lidt om dig selv?’ Men jeg svarede ikke. Han var nok bare endnu en fuser,« fortæller hun med et grin.

Først midt i 'Hotel Romantik'-premieren svarede hun ham tilfældigt, mens hun så en krimi på TV 2 Charlie:

»Han spurgte: ‘Ser du DR1?’ Jeg tænkte: Hvad vil han nu? Og da jeg zapper derhen og stirrer, går det pludselig op for mig: ‘Det er sgu da dig i fjernsynet!’«

De udvekslede numre og begyndte at tale sammen hver dag i tre-fire timer. En uge senere kørte DR-profilen til Sæby i sin hvide VW Golf – og resten er, som de siger, historie.

»Jeg fandt endelig min prins, og jeg er så smaskhamrende forelsket. Det havde jeg ikke troet i min alder på knap 60 år,« siger Gitte Kirkegaard.

Læs her, hvordan Steen Frank forelskede sig i Gitte.