'Numse'-Rasmus er klar til at blive gift på tv, hvis DR ringer!
I anledning af den nye sæson af 'Gift ved første blik', har B.T. bedt fire tv-datere vurdere konceptet. Blandt andet afslører en profil fra 'Kærlighed hvor kragerne vender', at han havde programmet som sin plan B.
'Gift ved første blik' kører nu på 11. sæson.
Gennem tiden har danskere fra alle landsdele og samfundslag forsøgt at finde kærligheden på tv.
Blandt andet lykkedes det i 2020 for Stine Marthine Pedersen, da hun i TV 2's populære datingprogram 'Landmand søger kærlighed' faldt for bejleren Niels, som hun i dag både er gift og har to børn med.
Stine fortæller til B.T., at hun nok aldrig kunne finde på at melde sig til 'Gift ved første blik, da hun er for stort et kontrolmenneske.
»Når det så er sagt,« tilføjer hun:
»Så har jeg set med og synes, det har været spændende, hvordan parrene er blevet matchet af eksperter. Tænk, hvis det rent faktisk kunne lade sig gøre hver gang på den måde. Det ville gøre det en del nemmere at møde sin eneste ene.«
Stine tilføjer, at selvom hun mødte Niels i et datingprogram, så var det ikke under selve optagelserne, at han scorede hende.
»Flere af mine tv-dates ville kun date, når kameraet var tændt. Sådan var Niels ikke. Han udnyttede også de små muligheder i pauserne til at få mig på tomandshånd, og det var i høj grad med til, at han fik sig charmeret sig ind på mig.«
Sønderjyden Calle Freytag, der i 2020 medvirkede i af et andet af TV 2s populære datingprogrammer 'Kærlighed hvor kragerne vender', er stadig single og fortæller, at han nærmest dagligt bliver spurgt, om ikke han skulle melde sig til 'Gift ved første blik'.
»Og jo, tanken har skam været der mange gange,« fortæller han og fortsætter:
»Jeg er bare bange for, at det sender et signal om at være desperat frem for at søge kærlighed, nu hvor jeg har været med i et andet program.«
Hvad synes du om 'Gift ved første blik'?
»Jeg synes okay om konceptet. Jeg er lidt gammeldags og tror på det bedste i mennesker kommer frem, når man lærer hinanden bedre at kende.«
Han tilføjer:
»Dermed også sagt, at hvis grundværdier og ønsker for fremtiden stemmer overens, så kan de fleste ting i et forhold justeres til. Det er vigtigt at give tiden og hinanden en chance.«
En anden profil fra 'Kærlighed hvor kragerne vender', Jonas Hartmann, der deltog i forårets udgave, fandt ikke lykken i programmet, men er i dag sammen med kæreste Thea, som han mødte efter optagelserne under en bytur.
»'Gift ved første blik' var oppe at vende, da jeg blev tilmeldt 'Kærlighed hvor kragerne vender' – også som en backup-plan, hvis det andet nu glippede,« fortæller han og forklarer, hvorfor han aldrig meldte sig:
»Selvom det virker ret sjovt, føler jeg også, det er lidt crazy, og så orkede jeg ikke at skulle tage stilling til alt det juridiske bag det at blive gift. Og nu har jeg jo fundet hende, jeg skal giftes med.«
Hvad tænker du generelt om konceptet at blive gift på tv, med en man ikke kender?
»Det er ret vildt og underholdende. Jeg har mødt Anette Bauer (Fra sidste års udgave af 'Gift ved første blik', red.). Hun er en skøn kvinde og har fortalt, hvor crazy hun syntes, det var.«
En af de mest garvede tv-datere i Danmark, Rasmus Birnbaum – også kendt som 'Numse-Rasmus', der blev kendt for at date i reportageserien 'Singleliv' på daværende Kanal 4, har aldrig overvejet 'Gift ved første blik'.
»Det kunne være sjovt at prøve, men det er aldrig noget, jeg har meldt mig til. Jeg har jo været vant til, at folk ringede til mig. Men hvis DR ringer, så er jeg klar,« fortæller han og forsikrer, at han i dag har skruet ned for lummerheden, der kendetegnede ham tidligere.
»I dag er jeg klar til at gå dybere til det og lære nogen ordentligt at kende. Jeg vil gerne tosomheden,« fortæller han videre og tilføjer, at selvom han stadig ikke vil have børn, så gør det ikke noget, hvis hans partner har nogle i forvejen.
Han synes generelt, at 'Gift ved første blik' virker som et sjovt og provokerende koncept, der går lige på og hårdt – ja, han vil nærmest kalde det for det ideelle datingprogram.