Ole Gleerup og Anette Stochholm fik undervejs i DR-programmet ‘Hotel Romantik’ spirende følelser for hinanden.
I programfinalen vælger de to også at blive for at satse på kærligheden. Og hvordan er det så gået siden?
Da B.T. skal interviewe de to om, hvorvidt de danner par i dag eller ej, insisterede begge på at lave interviewet sammen.
»Ole kom med dejlig morgenmad, og nu sidder vi og spiser æg og bacon. Vi spiser tit sammen, vi cykler sammen, er i Dyrehaven og gør mange ting sammen,« fortæller Anette Stochholm.
Hun og Ole Gleerup er med andre ord blevet meget tætte.
Efter de kom hjem fra ‘Hotel Romantik’ lavede de to et hav af ting sammen. De tog på Bakken, roede tur i Oles kano, tog i Dyrehaven og drak champagne, spiste ude og besøgte venner.
Dog fandt de to også ud af, at forholdet mere var venskabeligt end romantisk.
»Vi datede i nogle måneder, efter vi kom hjem (i oktober, red.) men midt i januar besluttede vi, at vi ville have det bedre med hinanden, hvis vi blev venner, i stedet for at gå ind i et forhold, vi ikke kunne overskue,« forklarer Ole Gleerup og tilføjer:
»Vi var lidt i tvivl allerede dernede, og så tog vi hjem og prøvede det af i vante omgivelser for at se, hvordan det ville fungere. Men der manglede lige den sidste gnist eller to. Og så ville vi hellere være venner end kærester i to uger.«
»Venner forever!« tilføjer Anette Stochholm.
Hun var åben for at give forholdet en chance men er enig i, at de to aldrig nåede dertil, hvor de kunne blive kærester. Til gengæld lever de i dag næsten sammen som et ægtepar.
»Anette er jo meget rumelig, siden hun kan holde mig ud. Vi har et rumligt forhold til hinanden, griner og kan tale dybt sammen. Vi er protytypen på, hvordan et ægteskab bør være,« siger Ole Gleerup.
»Vi sover sammen, hygger os sammen og gør alle mulige ting sammen. Men vi er ikke kærester,« siger Anette Stochholm.
Når de sover sammen, sover de altså bare, understreger de begge.
»Når vi sover sammen, så holder vi fingrene fra hinanden,« griner Ole Gleerup og tilføjer:
»Jeg kan kun anbefale alle at få det, vi har her.«
Ole og Anette er i det hele taget blevet så tætte, at hvis en af dem på et tidspunkt får en kæreste, så er det vigtigt, at den anden kan godkende vedkommende.
»Vi har talt om, at hvis den anden møder en, så tror jeg på, at den anden også skal acceptere os som venner,« siger Anette og Ole supplerer:
»Hvis man møder en, skal de lige ind i det her ansættelsesudvalg - siger vi med et glimt i øjet.«
Selvom de ikke fandt kærligheden i hinanden, er både Anette Stochholm og Ole Gleerup glade for, at de meldte sig til ‘Hotel Romantik’.
»Jeg har haft mange forhold men ikke turdet gå helt ind i dem. Jeg er kommet hjem med en bedre kontakt til mig selv, og jeg tror, jeg er i stand til at få et forhold, der kan holde længe.«
»Det er ikke mindst Anettes fortjeneste. Jeg har følt mig meget tryg,« siger Ole Gleerup, der endelig føler, han har fundet sig selv.
Hverken Ole Gleerup eller Anette Stochholm har fundet en anden kæreste eller dater andre.
»Jeg skal bare slappe lidt af,« siger Anette Stochholm, som dog understreger, at hun er klar til at møde en kæreste.