Chefen for fiktionsafdelingen på TV 2, Mette Nelund, stopper med omgående virkning efter tre år i jobbet.
Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.
Stoppet kommer efter flere dages skriverier i Filmmagasinet Ekko, hvor flere manuskriptforfattere og instruktører har vist stor utilfredshed med hende.
Flere har kaldt sig 'nedkørte og udpinte' efter at have arbejdet under Mette Nelund.
TV 2 skriver dog i meddelelsen, at det "ikke er en reaktion på de synspunkter, som Danske Dramatikere har delt".
Indholdsdirektør, Lotte Lindegaard, overtager jobbet, indtil en ny funktionschef er fundet, meddeler TV 2.
I pressemeddelelsen siger hun:
”Det er en ledelsesmæssig beslutning, at der skal nye kræfter i spidsen for vores fiktionsafdeling, og jeg vil gerne sige mange tak til Mette for hendes store indsats, der har været med til at sikre vores stærke position hos danskerne.”
”Jeg ønsker Mette alt det bedste fremover.”