Landsholdsanfører Pierre-Emile Højbjerg har fået sig en ny holdkammerat denne landsholdssamling.
Og det er én, der har et rigtig godt øje til Marseille-stjernen, for den unge RB Salzburg-kriger Mads Bidstrup er helt vild Højbjerg.
Det afslørede den lyshårede midtbanespiller, der denne gang er kaldt ind for at erstatte Morten Frendrup, da han blev spurgt til, hvem han glæder sig mest til at spille med på landsholdet.
»Uff, hvem glæder jeg mig mest til at spille med? Jeg tror, jeg glæder mig mest til at spille med Pierre,« kom det fra Mads Bidstrup, der siden forklarede, hvorfor lige netop Højbjerg er favoritten.
»Jeg elsker at se ham spille. Han er lidt en rollemodel for mig, når jeg ser ham spille. Han tager sindssygt meget ansvar, er en pissefed spiller og er boks-til-boks, som jeg også godt kunne tænke mig at være.«
»Han er steppet op på det seneste, og han gør det godt, må jeg sige.«
Mads Bidstrup er til denne samling en af flere mulige debutanter til kampene mod Spanien og Schweiz.
Og selv om det næppe er første plan i landtræner Lars Knudsens skuffe, så håber Bidstrup, at han kan spille sig i varmen til minutter - ved siden af Højbjerg eller andre.
»Jeg tror ikke, det er planen lige til at starte med, men jeg glæder mig bare til at spille med dem alle på midten og til at få mig vist frem til træning og mærke niveauet. Det bliver pissefedt.«
»Jeg er med på et afbud, og jeg ved ikke, hvad Lars har af planer, men jeg håber bare, jeg kan gøre mig fortjent til det,« siger Mads Bidstrup.
Han kender landstræner Lars Knudsen fra en U18-venskabskamp mod Israel tilbage i 2018.
»Vi havde en enkelt kamp mod Israel på udebane, så jeg ved sgu ikke, hvor meget det har betydet i forhold til det (udtagelsen, red.). Men det er skidedejligt at se ham igen, og vi havde en mega god tur dengang og har kendt hinanden et godt stykke tid. Så det er dejligt at møde ind, hvor man kender nogen.«
Det danske landshold er ved denne samling væk fra de vante rammer i Helsingør og er i stedet indlogeret på det femstjernede luksushotel La Finca Resort i det sydlige Spanien.