De var landsholdskollegaer, de er venner og de har læst på træneruddannelse sammen.
Og nu – mens Daniel Agger er assistenttræner på det danske landshold – tager Nicklas Bendtner nye skridt på sin vej mod selv at blive træner.
For nylig var den tidligere danske landsholdsstjerne i lære hos sin tidligere Rosenborg-træner Kåre Ingebrigtsen i den lille norske klub Ranheim fra næstbedste række.
Det skridt vækker glæde hos Agger, for fodboldverdenen savner spillere og trænere, der er lavet af det samme som Bendtner, mener landsholdsassistenten.
»Nicklas er sådan en type, som fodbolden higer efter. En mangelvare. Han har kant og et anderledes mindset, som fodbolden også higer efter på banen.«
»Uden at skulle gå for meget ind i det, så håber jeg, at han vil tage det seriøst, og at han vil give det (trænerkarrieren, red.) en chance,« sagde Daniel Agger, før han lige skulle have gentaget, hvor det var, at Bendtner havde været henne.
»Ranheim? … Okay,« lød det, inden han blev præsenteret for Kåre Ingebrigtsens vurdering af, at alle klubber ville kunne nyde godt af at have Bendtner som eksempelvis angrebstræner.
Den køber Agger, hvis ellers Bendtner vil lægge arbejdet.
»I løbet af hans karriere gjorde han rigtig meget rigtigt, men der var selvfølgelig fokus på nogle af de ting, han ikke gjorde så rigtigt. Men han gjorde faktisk rigtig meget.«
»Man kan sige, at han i hvert fald på banen havde nogle fodboldkloge egenskaber, man kan håbe, han kan videreføre. Men det er jo op til ham, om han vil yde det, der skal til, for at kunne være et sted,« fortæller Agger.
Den nuværende landsholdsassistent understreger, at en trænerkarriere ikke kommer af sig selv.
»Jeg tror, at Bendtner har klassen og kvaliteterne til at begå sig på et højt niveau, men det kræver simpelthen også, at man har viljen til det. Man skal have viljen og hovedet til det. Det kan være to vidt forskellige ting.«
Agger har nemlig selv oplevet forskellen i at være aktiv fodboldspiller til at være træner.
»Hvis du syntes, du brugte meget tid på det som spiller, så bruger du dobbelt så meget tid på det som træner. Du har svært ved at lægge de ting i løbet af ugen. Du tænker konstant over det.«
»Og som spiller skulle man lægge det med det samme. Som træner kører det hele vejen til næste kamp for at finde løsninger. Det kan være mentalt hårdt nogle gange. Men jeg er ikke i tvivl om, at Bendtner har det, der skal til, hvis han vil,« siger Agger.
Daniel Agger og Nicklas Bendtner læste sammen på A-licensuddannelsen. Det kan du læse mere om her.