Morten Gamst Pedersen kan nu hentes gratis i Blackburn, der har givet nordmanden frit løbepas i forhold til et skifte. 
 
Den norske landsholdsspiller Morten Gamst Pedersen har af sin klub, Blackburn, fået at vide, at han kvit og frit kan finde sig en ny klub. Også selv om Pedersen stadig har kontrakt med Blackburn indtil næste sommer.

Den 31-årige venstrekant har været i Championship-klubben i ni år, og ifølge norske medier tjener han godt en halv million kroner om ugen. Problemet er, at Blackburn i øjeblikket er i færd med at skære i lønningerne, og Pedersen er en af truppens dyreste spillere.

- Det er intet stort emne. Morten er en top, top professionel, som gerne vil spille fodbold, siger Blackburns direktør Derek Shaw til BBC.

- I øjeblikket får han ikke spilletid og er ude af holdet. Derfor vil vi gøre alt vil gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe ham med et skifte. Vi vil ikke stå i vejen for et skifte, siger Shaw ifølge BBC.

Morten Gamst Pedersen har spillet i Blackburn siden 2004. Han har spillet 244 kampe og scoret 35 mål for klubben. Ifølge den norske avis VG er tyske, engelske, tyrkiske og klubber i Skandinavien interesserede i den 31-årige nordmand.