Som landstræner for Danmark er Brian Riemer nået til tops indenfor fodboldverdenen.
Men det har også haft sin pris i privatlivet. I et nyt interview åbner han ærligt op om at være single og som 46-årig stadig ikke have stiftet familie.
Brian Riemer er på forsiden af september-udgaven af Euroman.
I det store portrætinterview, der gennemgår hans vej fra opvæksten i Albertslund til han sidste år blev cheftræner for Danmarks herrelandshold i fodbold, opridses det også, hvilket liv han oprindeligt havde forestillet sig.
Det var et liv med ungdomskæresten Marie og deres tre børn i et villahus tæt på barndomshjemmet.
Han ville arbejde som skolelærer og være fodboldtræner for sine børn i fritiden, men virkeligheden blev noget helt andet.
Brian Riemer fortæller til Euroman, hvordan hans trænerkarriere kom til at fylde alt – så meget at hans kæreste Marie til sidst sagde fra og forlod ham efter syv års forhold.
I 2023, da han var træner for den belgiske storklub Anderlecht, udtalte han til den belgiske avis Het Niewsblad:
»Nogle mænd siger, at deres job er deres kone. Jeg er gift med fodbold. Jeg er så passioneret omkring fodbold, at jeg ikke har tid til en kvinde.«
Overfor Euroman fortæller han videre, at der har været kærester undervejs, aldrig noget der udviklede sig for alvor, og derfor bor han i dag alene i et hus i Solrød Strand med sine to hunde Max og Harvey.
Han forklarer, at han egentlig er afklaret med sin situation, men at det er begyndt at fylde i hovedet, at han endnu ikke har fået stiftet sin egen familie.
»Det her med, at jeg ikke har skabt mit eget, kan godt gøre lidt ondt på mig, når jeg tænker over det,« fortæller han til Euroman.
Han mener samtidig, at hvis han i sin tid havde valgt familievejen med ungdomskæresten, havde han ikke været nået så langt i fodboldverdenen.
Brian Riemer anerkender overfor Euroman, at han på sit dødsleje nok vil tænke, at fodbold kom til at fylde for meget, men tilføjer, at der stadig er tid til at stifte familie endnu – og at han i dag har langt mere frihed end i de unge år, hvor han kæmpede sig frem i fodboldverdenen.