Brøndby-fans' ageren i kampen mod Strasbourg torsdag aften kan koste meget dyrt.
I Conference League-kvalifikationskampen tændte de medrejsende fans adskillige romerlys ved spillernes indløb.
Og det er dårligt nyt for klubben fra Vestegnen.
UEFA oplyser til B.T., at man er i gang med at undersøge sagen.
'Den officielle kamprapport fra i aftes er lige nu ved at blive undersøgt,' skriver man i et skriftligt svar.
Forbundet henviser til, at man ikke har yderligere at tilføje på nuværende tidspunkt og vil melde ud, hvis man går videre med en straf.
I august 2024 blev Brøndby straffet af det europæiske fodboldforbund UEFA for at have affyret romerlys i en kamp mod Legia Warszawa.
Her fik man en bøde på næsten 420.000 kroner samt en betinget dom på to år.
I den betingende dom lød det, at hvis fansene igen forbrød sig mod reglerne i perioden efter, ville UEFA lukke Sydsiden til en hjemmekamp i UEFA-regi. Og det er altså den mulige straf, man nu er i fare for at modtage.
Brøndby fik et 0-0-resultat med hjem til Danmark fra Strasbourg, hvilket stiller holdet ganske fint forud for returopgøret næste torsdag, der kan give adgang til Conference League-gruppespillet.
Spørgsmålet er så, om Sydsiden vil blive lukket ned i den forbindelse.
Brøndby blev tidligere fredag straffet for fansenes opførsel i udekampen mod Vikingur Reykjavik.
Det kostede en bøde på cirka 187.000 kroner.
Her gik et dusin fans sammen om at vælte en mobil toiletvogn, og en stribe fans havnede også i konfrontation med stadionvagterne.
Af UEFA afgørelse fremgår det, at Brøndby straffes med en bøde på 5000 euro for beskadiget interiør - herunder formentlig toiletvognen - og 10.000 euro for uroligheder på tribunen.
Dertil kommer yderligere 10.000 euro i bøde for at "sende et budskab, der ikke er egnet til en sportsbegivenhed".
I referatet er der ikke yderligere oplysninger om budskabet.